VM Turné veloverstået!

Så blev det onsdag og jeg er ved at være nogenlunde klar i hovedet igen. Det har været 2 fantastiske uger med helt unikke oplevelser. Jeg er rigtig glad for at jeg tog afsted, selvom det var en kamp at få logistikken og leje af motorcykler til at gå op i en højere enhed. At drage langt væk hjemmefra i håbet om at få taget sin VM-mødom var en speciel oplevelse. Det gjorde naturligvis ondt til at starte med, men som tiden gik, blev det bedre og bedre og nu her bagefter, vil jeg have meget mere af samme skuffe!!

For lige at tage hele turen i kronologisk rækkefølge, uden at gå for meget i detaljer, så skete der følgende.

 

Kort efter jeg landede i Girona, samlede min spanske kammerat Eduard mig op i lufthavnen og tog mig ud til XC-Ting og Hebo fabrikken i samme by. Fremvisning af showroom og lager samt udlevering af en kæmpe taske med alt det nødvendige sikkerhedsudstyr. Super fedt, og tusind tak til Ole Kristensen fra Trialaction og Carsten fra XC-Ting, for at gøre dette muligt.

De næste 4 dage gik med at træne, skrue og lære Eduards KTM 400 EXC 2006 enduro motorcykel at kende. Det virkede fornuftigt under træningen på diverse endurocross baner, men det var en helt anden historie til løbet…

Eduard og hans kone gav mig deres gæsteværelse med dertilhørende badeværelse (med jacuzzi!!) i den tid jeg var hos dem. Enorm gæstfrihed og venligere venner end deres, skal man lede længe efter.

Eduard og en af hans gode venner, kørte mig til det olympiske stadion Palau Sant Jordi d. 31. til løbet, hvor der i samme omgang blev afviklet Indendørs Trial VM. Tony Bou er ganske enkelt i en klasse for sig. Alt for vildt at se hvor gode de andre kørere er, og så bagefter se Bou gøre det så meget bedre.

 

Jeg kæmpede meget med motorcyklen og fysikken til alle heatene, og jeg var hver gang at finde i den sidste halvdel af feltet. Jeg havde så store vanskeligheder på mange af forhindringer, at jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg bare tager det stille og roligt, så kan jeg ikke gøre det bedre. Hvis jeg prøvede at køre stærkt ville jeg gå helt ned og splatte ud over det hele. Ud af de 36 kørere, gik 12 i finalen og de andre 24 røg i 2 heats for sig selv. Der var jeg iblandt. Et af de to heats var kun med det lys, vi havde på motorcyklerne. Og det var så der jeg fandt ud af, at lyset på min cykel, pegede alle andre steder hen, end ned på jorden. Men hvorom alt var, så gik det alligevel og det var alt for fedt at være med!! Jeg håber jeg kan være med til alle løbene til næste år.

 

Derfra kørte vi til Barcelona lufthavn hvor jeg tilbragte natten på en stol. Faldt i søvn men blev vækket af en stønnende mærkelig mandsperson, som endte med at smide bukserne og vandre rundt i lufthavnen i tarzantrusser. Politiet kom og jeg blev brugt som tolk da manden var tysker, og ikke kunne tale spansk. Da jeg kunne lidt af begge dele, så fik vi styr på den del af tumulten.

 

Dagen efter samlede Klaus Sørensen, dansker der er bosiddende ved Nordatlanterhavskysten, mig op i Bilbao lufthavn. Havde lidt bøvl med bagagen, da alt det nye XC-Ting udstyr fyldte og vejede for meget, så jeg havde knæbeskytter og alt for meget overtøj på, for at slippe for at betale for overvægt!

Sammen med Klaus fik jeg 2 gode træningsdage i de smukke bjerge. Han havde gjort min leje motorcykel klar til mig, så det var bare lige på og sport. 5 timers træning begge dage, og så afsted mod Toscana på 3. dagen. Jeg boede hos Klaus og hans spanske kæreste i en lille lejlighed, hvor vi hyggede os og var sågar ude og få god mad og massage!

Turen til Toscana gik glimrende. Ejeren af den motorcykel jeg lejede, kørte bilen igennem natten og så kørte jeg de sidste 4-5 timer til løbet. Klaus havde bøvl med det ene øje, og i sollys, gik det helt galt. Så han navigerede og jeg styrede. Vi blev indlogeret i en bjerghytte og boede der de 3 dage, arrangementet varede. Ankom torsdag eftermiddag og fik gået lidt af finalesporet. Spiste aftensmad på hotellet, hvor mange af de andre kørere boede, og mødtes med de venner vi efterhånden har fra hele verden. Det er dejligt at møde andre med samme sygdom som os selv.

Dagen efter stod det ned i lårfede stænger hele dagen, og sporet blev dermed meget sværere end planlagt. Vi gik hele specialtesten, men fortrød at jeg gjorde det, da jeg for det første ikke havde tøjet til det, men for det andet fordi jeg på ingen måde kunne huske sporet, der tog et par timer at gå. Fik organiseret vores pit og kørt cyklerne igennem den tekniske kontrol.

Dagen efter stod vi op kl 6.00 og trak i alt vores tøj. Kl. 7.16 blev jeg sendt afsted og så skulle jeg over hele kvalifikationen ankomme til checkpoints på bestemte tidspunkter. Ikke min stærke side, så jeg blev tidsstraffet groft. Men min specialtest tid gik rigtig godt, og jeg kørte en tid som den 24. hurtigste af de i alt 100 kørere til start, på min sidste omgang. Til kvalifikationen, skulle vi køre 4 omgange, og 1 omgang tog os hele vejen til toppen af bjerget, op i sne og is, og ned og op igennem vandløb. Fantastisk smuk natur og vanvittige forhindringer. Rigtigt svært bare at gennemføre en omgang, og så skulle man oven i købet give gas! Jeg gjorde hvad jeg kunne, og endte med at have krampe i det meste. En kvalifikation som nr. 42. var ikke godt nok. Kun de 30 bedste gik i finalen, og så skulle de ud på en endnu værre tur. Finalekørerne skulle køre ruten modsat vej rundt med tillagte meget sværere forhindringer. Helt umuligt for almindelige kørere. Kun de absolut bedste Trial-kørere formåede at have succes med finalen.
Efter 1 omgang var der 12 kørere tilbage. De øvrige 18 andre var enten væltet, trukket sig frivilligt eller fordi de var over 40 min. efter føreren, som var engelske Graham Jarvis. Efter 2 omgange var der 5 kørere tilbage. 3. og 4. omgang blev udelukkende kørt af Jarvis og Dougie Lampkin. Jarvis havde på et tidspunkt 28 minutters forspring og lignede en sikker vinder, men til aller sidst, inden Hells Peak – en bakke, men umuligt kan køre op af – indhenter Lampkin det forsømte og stjæler sejren.

Efter løbet var der galla middag med god mad, vin, video fra dagens strabadser, historier og præmieoverrækkelser. Kun 2 mand på podiet – det mindste antal nogensinde. Profferne udtalte at det var for svært i år. Vi hyggede os gevaldigt, især nød jeg at sidde til bords med østrigeren Klaus Martinjak. En vildmand der har gennemført og placeret sig rigtig flot i stort alle de helt store internationale løb, han har deltaget i. Han skulle til Mantova Starcross dagen efter med sin kammerat, og jeg fik en plads i bilen. Så fik jeg lige sluttet hele turen af med at se Cairoli på hans nye 350er.

Super fed tur med motorsportslige og kulturelle oplevelse på højniveau!!