Scottish erindringer

Her er en artikel som jeg skrev til motorbladet efter den store oplevelse det var at køre med til Scottish.

Scottish Six Days Trial 2010
Erindringer fra et motorløb I verdensklasse, af Peter Weiss.

Forskel på fisk, det er der. Jeg søger altid grænser, udfordringer, høje overliggere og hård kamp til stregen mens andre hviler tilpas i den diametralt modsatte grøft. Jeg kender dem der stiller sig tilfredse med deres personlige status quo, men jeg hellere vil komme galt afsted, end slet ikke komme afsted – hvorfor denne forskel? Fordi vi er forskellige i vores natur, opvækst, har forskellig bagage i rygsækken og prioritetsrækkefølger. Mine drømme er for tiden at finde i de internationale motorløb, og langt hen af vejen er det selvrealiserende målsætninger. Nogle gange lykkes det mig at få overtalt andre til at gå med på min vej, som indtil videre har givet mig store oplevelser. Denne gang skulle det handle om verdenskendt skotsk Trial løb.

Udfordringer tænder mig. At bevæge sig udenfor komfortzonen, hvor omgivelserne truer, giver mig et livsbekræftende kick. Det kick, vil jeg gå langt for at opnå. I den søgen, faldt det mig naturligt for, at sende en ansøgning afsted til verdens ubetinget mest prestigefyldte, historiske, legendariske og hårdeste Trial motorløb, som populært kaldes ”Scottish”. Dette løb blev født i 1909 og historiebøgerne vidner jo om, at der ikke altid har været effektfulde, letvægts Trial-motorcykler til. Igennem tiderne har løbets udfordringer fanget de største mestres opmærksomhed og vinderne har altid været de mest intelligente, forberedte, tekniske og stærkeste kørere. Om jernhesten har heddet Triumph, Bultaco, BSA, Ariel, Yamaha, Beta eller Montesa til fornavn og om den har vejet 60 eller 160 kg er ligegyldigt. Dette motorløb er på baggrund af dets levetid og globale kendskab helt unikt. Derfor glædede det mig og 4 andre danske Trial kørere, da vi modtog et brev fra arrangørerne med bekræftelse af vores startpladser i dette 99. Scottish Six Days Trial. Vores sjette og sidste mand fik først bekræftelse på sin startplads, grundet et afbud fra en kører i 11. time. Det er 32 år siden Danmark sidst var repræsenteret til dette motorløb. Skam jer Trial-Danmark for at lade så mange år gå…

På trods af at jeg i en alder af 25 år har set rigtig mange europæiske lande, haft adresse i Spanien og Kina, kørt Californiens kyster tynd på en Harley Davidson, besteget Europas højeste bjerg og tilbragt over en måned i Rumæniens fabelagtige natur, så fik det skotske højland alligevel mig helt op af sædet. En stor del af mit liv må og skal handle om at opleve verden, som den i virkeligheden ser ud, samtidig med at jeg indtager andres kulturer og livsformer. Derfor er kombinationen af at køre internationale motorløb helt ideel for mig. Det er den livsstil, som jeg prioriterer og har valgt.

Efter en Esbjerg-Harwich sejltur og 6-7 timers køretid med nordlig kurs, dukkede det skotske højland pludselig op, og begrebet ”Smiles for Miles” blev pludselig meget relevant. Bare at være til stede og mærke smilet stivne langt oppe på kinderne pga. den fabelagtige natur og vores frie tankespil, gav en fantastisk følelse. De mange stendiger, de høje bjerge, snoede veje, grønne dale, hvide toppe, fossende vandfald, spejlblanke søer og den meget rustikke byggestil bidrog til det samlede helhedsindtryk. Alt havde sin helt egen brogede og antikke stil. Vi drømte alle om at fyre den af i bakkerne. Præcis som børn i en slikbutik; vi ville have det hele!

Hjemmefra havde vores ”kulturminister” Jesper Antonsen booket værelser på et nærliggende Bed & Breakfast. Ejeren, en yderst hjælpsom lokal kvinde ved navn Flora, bistod os med sin enestående service og lokale kendskab ugen igennem. En gang om året bliver hendes hjemby Fort William centrum for verdens største Trial løb, og det går ikke uset hen. Langs butiksvinduerne i byen er der udstillet Trial motorcykler. Scottish er en del af Fort Williams kultur, og Flora fortalte om dengang hun som lille skolepige hvert år stod og stregede kørernumrene ud, som de kom forbi hendes skole i frikvartererne. Og selvfølgelig kom vi også forbi skolen, med de mange hvinende børn langs vejkanten. Så med Flora i huset og en fantastisk vejrudsigt i vente, kunne vores Scottish-debut ikke gå helt galt. Flora levede sig så meget ind i vores deltagelse, at man i løbet af ugen kunne undre sig over hvor ens møgbeskidte og våde tøj var henne, for kort tid efter at finde det rent og sammenlagt i en kurv på gangen. Hun gjorde sit for at vi fik succes. Hun gav os en dejlig start og afslutning på hver dag, og styrkede vores chancer i løbet blot ved at være hjælpsom og rar.

Vi ankom i god nok tid til at snuse rundt i Piten og tjekke ind hos vores respektive serviceteams. Fik hilst på nogle af de mennesker jeg har mødt førhen – et godt netværk har jeg efterhånden fået opbygget. Som førstegangs deltager i Scottish, er der meget at spekulere på. Opsætning af motorcyklen, personlig forberedelse, chancer for at gennemføre, hvilke dæk holder bedst osv. Alt det fik vi en smule mere styr på ved ankomsten. Til dette løb krævedes der nummerplader på motorcyklerne, da en del af løbet foregik på offentlig vej. Derfor havde vi været igennem synshal og motorkontoret i Danmark. Generelt gik der rigtig meget forberedelsestid forud for dette løb. Alt det vi havde gjort hjemmefra viste sig, at være gode forberedelser. Men når der under løbet alligevel opstod tekniske udfordringer, som skulle repareres i Pit-området enten om aftenen eller om morgenen i de 30 minutter vi havde til rådighed, så var der forskel på serviceniveauet. I landmand Dans Sherco lejr blev han behandlet akkurat lige så fornemt som top VM-køreren Albert Cabestany og fik ikke lov til at røre en finger, mens Ole og jeg gik fra vores lejr med blankpudsede forskærme…. Heldigvis holdt vores motorcykler til strabadserne, og der var aldrig brug for den helt store udrykning.

For at løbet ikke skal gå nogens næser forbi, blev der kørt paradekørsel igennem Fort Williams gader og stræder. For at markere os ekstraordinært havde jeg indkøbt Dannebrog flag, som vi brugte som kapper under paraden. Det gav en del opmærksomhed. Efter paraden blev vores motorcykler låst inde i Parc Ferme området, og stel og motorblok fik lidt maling, så man ikke kunne skifte netop de dele. En nat mere, og løbsstarten var indenfor rækkevidde.

Flora serverede hver dag glimrende morgenmad for os. Kalorierne blev hældt indenbords, i håbet om at holde længere i løbet af den forestående dags strabadser. Vi pakkede os også grundigt ind, og for mit vedkommende blev det åndbare og vandtætte GoreTex tøj fra firmaet Haglöfs der skulle stå distancen. GoreTex skulle eftersigende være det helt optimale tøjvalg til dette løb, idet regnvejr typisk definerer vejrudsigten for størstedelen af løbet. Løbet har ry for at skille de svage og uforberedte fra de stærke og velforberedte, og udstyr er det første jeg ikke vil gå ned på. Til vores store glæde fik vi aldrig de frygtelige mængder regn som Scottish ellers er berømt for at tiltrække, men alligevel kom Haglöfs til sin ret i kraft af åndbarheden og slidstyrken.

Ved løbsstarten mandag morgen, blev der gjort lidt ekstra ud af hver enkelt kører. Der blev opsat et Start-podie, som man skulle rulle op på og her fik vi udleveret et tidskort, som definerede hvor lang tid vi havde til at komme i mål den pågældende dag. Lidt hurtig hovedregning i forhold til den givne dags starttid plus pause, så vidste vi hvor lang tid vi skulle bruge på de 30 sektioner fordelt på godt 100 miles. Det lyder let, ik? Overhovedet ikke.

Som debutanter i dette løb anede vi ikke hvordan og hvorledes i forhold til tiden der var afsat. Jeg vidste bare, at kom jeg over en time for sent i mål, så ville jeg fortsætte i løbet men uden chancer for at få et officielt resultat og dertilhørende medalje. Så kørestilen blev lagt derefter og jeg overholdt ikke hastighedsreglerne, for det lod de fleste andre heller ikke til at gøre. Flere steder var grænsen 15 miles i timen, men det tal blev snildt ganget med 2-3 stykker. Min erfaring med internationale løb er, at hvis man gør som de fleste andre gør, så rammer man ikke helt ved siden af. Jeg kørte til gengæld også godt til på de svære bjergpas mellem de 30 sektioner, og lavede gode gennemsnitshastigheder der. Man kunne sikkert forestille sig hjemmefra, at sektionerne skulle blive de sværeste ved dette løb. Men langt hen af vejen, var det transporten mellem de bedømte sektioner, der var de styggeste at komme igennem. At være der selv og forcere den type terræn der bydes på i det skotske højland, er ikke for børn. Så hjælper det nogle gange at ligge sig bag topkørere som Tom Sagar. Der er altid gode fiduser at lure af hos spidserne. Nogle deltagere får sektionerne til at se så legende lette ud, at jeg ville foreslå dem at finde en ny sportsgren at prøve kræfter med!

Jeg kom 15 minutter for sent i mål om mandagen, og fik derfor tillagt 15 strafpoint. Værre så det ud for Ole Kristensen, Dan Jørgensen og Kurt Hansen som alle var over en time for sent i mål. De havde overholdt hastighedsgrænsen, og betalte paradoksalt nok prisen for det. Næste morgen var der rød tape hen over deres numre. Der blev talt meget om den stramme tidsplan for førstedagen. Normalt er der god tid – det er trods alt et Trial og ikke et Rally – så derfor var det uhørt at så mange blev elimineret.

Dagens store oplevelse om mandagen var da jeg kørte ned af en rigtig stejl, mudret og stenet single-track nedkørsel fra en bjergtop. I al min koncentration hører jeg pludselig en mand sige ”Peter Weiss, Stephen Palmer says you’re gay!!”. Jeg stoppede brat op og var selvfølgelig flad af grin. Spottede straks manden, som samtidigt filmede. Ham og jeg havde åbenbart en fælles bekendt i denne Stephen Palmer, som er skotte, men bor i Rumænien, hvor han driver det sted jeg har besøgt nogle gange på min Enduro motorcykel. Stephen vidste jeg skulle deltage, så han ville bare give mig en hilsen. Det var en spøg der holdt humøret højt resten af dagen!

Løbet fortsatte tirsdag morgen og for mit vedkommende var dagens helt store begivenhed at finde i Moor-Land. Moor-Land er områder i højlandet hvor der bare ligger usandsynligt meget vand, mudder, spagnum, dybe mosehuller, vandløb og små søer. På en bakketop kan der være moseområder, ligesåvel som der ud af lige mark pludselig kan dukke en gang kvikmudder op. Det er vildt fedt at køre i Moor-Land, fordi man skal være 100 % skarp hele tiden, for at undgå faldgrubberne. Der er ikke plads til at slappe af og slippe sporet af syne længere tid af gangen, for det kan være det, der afgør om ens løb bliver bremset på ubestemt tid, fordi man sidder urokkeligt fast i et sort mudderhul. Det prøvede jeg.

Jeg var nok både uopmærksom, naiv og oppe og køre over alle de sorte huller, revner i underlaget og vandhuller jeg formåede at hoppe henover, uden at have et afsæt. Det kan lade sig gøre på en Trial motorcykel, fordi vi rykker til i styret og skyder den på koblingen. Men dette hul, skulle jeg aldrig have prøvet at hoppe henover. Mit baghjul skred i mudderafsættet og jeg kom immervæk i 4. gear med godt 40 km/t. En rutsjetur igennem mudderet senere rejste jeg mig op, smurt ind i et tykt lag mudder og rystet over synet af min motorcykel, der var godt og grundigt parkeret i en stor sort pøl. Jeg havde kort forinden overhalet 3-4 andre deltagere og en af dem gjorde sig heldigvis den ulejlighed at stoppe for at hjælpe mig. Han hed Mick Boam og er en fantastisk Trial kører fra England, ekstremt sympatisk, hjælpsom og en all-around nice guy. Ud af alle hans deltagelser i Scottish, havde han aldrig set en parkering så grel, og han sagde rent ud ”I have no idea, how we’re gonna get this bike out.” Jeg frygtede at mit løb var slut og skammede mig over at være så dum at køre i det hul. Mens Mick hev i baghjulet – og husk på at afsættet stadig var brun sæbe, så det gjorde det nærmest umuligt at hive til, uden at hive sig selv ned til cyklen – synes jeg det virkede som en god ide at springe ud til cyklen og skubbe den op. Men jeg nåede kun lige akkurat at hoppe i før Mick måtte hive mig op i stedet for motorcyklen. Mudderet gik mig til skridtet og uden ham havde både jeg og motorcykel sikkert stadig siddet i det skotske Moor-Land!! Magen til tegneserie! Vi stod dernæst sammen, side om side, og lirkede med baghjulet, for at skabe lidt luft omkring motoren, som var helt pakket ind i det sorte klister. Pludselig gav den sig en centimeter og dernæst en til. Det gav et kæmpe boost af motivation for at trække hårdere og få den helt op. Og op, den kom den. Bedst som den var oppe og Mick stille og roligt forsikrede sig for at jeg var okay, om jeg var all right, pegede han 5 meter til højre på et farbart spor og anbefalede mig at tage den og sluttede af med at sige ”You – me – Pint!”. Fantastisk personlighed og vi kom til at snakke meget sammen resten af ugen. Jeg vil aldrig glemme den oplevelse, og når jeg sidder på plejehjemmet om 50-60 år, så vil jeg fortælle den historie igen og igen – til alle de gamlinge, der gider at høre den!

Hver dag bød på nye udfordringer. Tirsdagens transport var rigtig grum. Vi kørte i ekstremt meget mudder, og meget af transporten foregik på siden af bjerge. Forestil dig at køre i så svært terræn hvor en flad mark pludselig bliver til et monster der prøver at sluge dig, og hvor der ud af det blå pludselig er en sø, som man først ser når man har forhjulet halvt i. Det definerede meget af tirsdagens transport, og det sugede kræfter. Især når man er ny og ikke har erfaringen og overskuddet til at aflæse terrænet korrekt. Sektionerne var i overvejende grad svære og mit tekniske niveau matchede ikke just sværhedsgraden.

Selvom jeg har kørt meget motorcykel siden jeg var lille, så har jeg aldrig trænet i at køre præcisionskørsel på 100vis af glatte sten i ukurante størrelser op igennem vandløb. Glatte kanter, vandhuller og alskens andet uorden udgjorde de fleste sektioner. Ikke en eneste sektion gik nedaf. Alt gik op af, og alt foregik på sten. Hvor mange sten har vi at køre på i Danmark? Hvor mange vandløb er til frit lejde som træningsbane? Vi måtte hurtigt erkende at Scottish bød på et meget ufamiliært terræn og vi nok ikke helt var klædt på til udfordringen hjemmefra. Pga. den høje sværhedsgrad, måtte jeg ofte slæbe mig igennem sektioner på op mod 100 meter. Men det gjorde andre også og grundet min gode form, sparede jeg nogle 5ere (max strafpoint, som opnås ved at vælte, bakke, gå helt i stå, få motorstop, køre over eller udenom et skilt m.m.) ved at kæmpe mig til tops. Det holdt hårdt, men gav pote. Faktisk er de rigtig gavmilde ved Scottish, i forhold til at overholde deres egne regler. I mange situationer skulle jeg og andre have haft en 5er, men ved at kæmpe for at nå til tops og hele tiden bøvle på, så slap man tit med en 3er.

Til Scottish er der nedfældet et stort reglement med regler og paragraffer, som de desværre ikke håndhæver. Principielt burde vi alle være disket for at overskride hastighedsgrænserne og når vi bakker i sektionerne burde det øjeblikkeligt have givet en 5er. På transportsektionerne har profferne og de bedre kørere organiseret vejsidehjælp, hvilket også er ulovligt. Det er lidt svært at forholde sig til, og man kan kun sige at til Scottish er reglerne til for at blive brudt og der udvises sympati for de hårdt kæmpende.

Hver dag roterede startrækkefølgen, dvs. vi startede senere og senere for hver dag der gik, inden vi til sidst kom foran i køen igen. Der er en vis fordel i at starte i den sidste halvdel, for så er sporet kørt godt op, stenene har pakket sig og de mange andre kørere har anvist det optimale spor. Men omvendt kan det være en fordel at køre først, hvis vejrudsigten melder om regn sidst på dagen, for så bliver bjergene altså ikke nemmere at forcere. En ting der aldrig ændrede sig på dagens rute, var de lumske sten der lignede buske og buske der lignede sten. Jeg husker en af dagene, hvor jeg kom med god fart på en vandresti på en bjergside og fløj fint derudaf. Lige pludselig slog mit styr hårdt sidelæns og jeg fik lige akkurat styr på køretøjet inden jeg røg af. Hvad pokker var det, tænkte jeg og vendte mig om. Der var intet at se. Kun ude i siderne af sporet var der græs og små buske, og der måtte have gemt sig en sten. Dette er en situation som alle Scottish deltagere oplever.

Grundet de forskellige starttidspunkter, var der også forskellige sluttidspunkter. Nogle dage var vi først færdige ved 20 tiden, og så var det bare om at få hentet kalorier, væske og søvn i hus. Uanset hvor meget bedre min form var end de andres, så var det stadig et hårdt løb, men direkte presset var jeg aldrig. Det var derimod en kæmpe fornøjelse hver dag, og jeg nød hvert sekund. Det vigtigste var at overleve og passe godt på sig selv og sin motorcykel. Desværre for en af vores danske deltagere, Kurt Hansen, trak de 2 første dage for mange tænder ud, og han blev nægtet start om onsdagen. Det sved selvfølgelig lidt og kom som et chok. Men det vidner også bare om, at man skal være godt klædt på hjemmefra for at gennemføre løbet der alt i alt strak sig over 1000 km.

For at overleve selve løbet skal mange forskellige ting spille sammen. Man skal rent køreteknisk være dygtig til at aflæse terrænet for at nå frem til de 30 sektioner, og i de bedømte sektioner, skal man have en pokkers god hukommelse og eminent sten-kørsels teknik for at slippe igennem uden for mange strafprikker. Derudover skal man have en god udholdenhed, samt evne til at yde 100 % når det virkelig gælder. Motorcyklen skal også kunne tage nogle tæsk, og man skal bære værktøj og reservedele nok med sig hver dag, i tilfælde af en punktering, en sprunget kæde eller et knækket greb. Derudover skal man sørge for at få rigeligt med mad og drikke under løbet, så man ikke går sukkerkold.

Eksempelvis havde jeg en dag, hvor jeg så at min bremsepedal var halvvejs knækket. Jeg kunne have taget den nye, som var tapet fast til styret, men jeg valgte at fixe den ødelagte bremsepedal med metalpasta, gaffa og strips. Og den holdt alligevel de sidste 2 dage. Man kan lave meget ud af lidt.

Når hver dags ræs lå et sted mellem 100 og 200 km, så skal der altså nogle tilladelser fra lodsejere og hundredvis af timers arbejde i sporlægning til. Det er fantastisk at køre så langt hver dag, og bare nyde naturen og følge pilene. Selvom pilene til tider kan være rigtig svære at få øje på, og man så kommer til at køre forkert…. Ligesom jeg gjorde en af dagene.

Jeg var netop kørt igennem en by, og skulle umiddelbart derefter have drejet til venstre. Det var bare umuligt at se, fordi der holdt 2 kassevogne i vejen. Det opdagede jeg først ca. 10 mil senere, da en hvid kassevogn kørte bag mig og blinkede til mig, mens chaufføren baskede med armene. På det tidspunkt var jeg i tvivl om jeg var kørt forkert, for det var længe siden jeg havde set et skilt, men dog stædig nok til at fortsætte lidt endnu. Men så faldt femøren. Jeg lagde to og to sammen og lavede en uvending og rigtigt nok – der hvor der før holdt 2 kassevogne, var der nu en håndfuld skilte der pegede ind af en vej. Frustrerende, men jeg elsker jo at køre stærkt i åbent terræn, så jeg nåede alligevel tilbage til Piten i fin tid til at blæse køleren ren, ordne småting på cyklen og parkere den for natten i Parc Ferméen.

Hver dag blev vores motorcykler tanket op rundt på sporet ved militære poster. Et par friske fyre stod ved hver post og skænkede ren eller olieblandet benzin op. Sjovt nok kunne de aldrig forstå et ”Thank you, its full now”. Men heldigvis gik der ikke brand i maskineriet når de hældte over, og vi kunne i samme omgang få smurt kæde – så længe lageret havedes – og drikke en gratis flaske vand; man kunne jo godt gå hen og blive lidt tør i organet. Fra tankdepoterne og direkte videre i landskabet, som jeg til tider forvekslede med et postkort. Så smukt var der. Jeg er i tvivl om Jamie Dobb, tidligere dobbelt verdensmester i motocoss, nød turen lige så meget som jeg. Han så i hvert fald noget hængt ud da jeg kørte forbi ham på en af dagens transportsektioner!

Hvis man kom igennem torsdagens strabadser, så skulle man efter sigende være ret tæt på mål, idet fredagens transport stort set kun foregik på asfalt. Udfordringen for mig blev denne fredag at holde min motorcykel fra at gå i brand, da udstødningen blev glohed og raslede mere eller mindre fra hinanden. Da jeg kom tilbage til Pit-området fredag eftermiddag havde jeg smeltet en del af udstødningskjoldet og lidt af bagskærmen. Stort set alle popnitterne havde udviklet aflange huller i den ene ende, og i den anden ende var udstødningsophænget knækket. Sikkert i et af de utallige styrt på vej op af et vandfald med afsæt fra en lille snotglat sten gemt under 30 cm. vand… Vi fik heldigvis repareret det, og lørdag morgen fik det lige et spændebånd og så gik det ellers bare derudaf igen. Hvad jeg dog aldrig fik repareret var mit Garmin ur, som fik en ordentlig stjerne i glasset i samme omgang som jeg slog en bule i tanken. Ak… Hvor handles, der spildes og så længe det kun drejer sig om penge, så går det jo nok alt sammen.

Hver aften blev der ringet hjem til Thomas Ertmann, webmaster på www.rebildtrialsport.dk, og aflagt rapport for dagens strabadser. Indenfor Trial sporten var der stor opmærksomhed omkring vores deltagelse og samtidig en vis skepsis i forhold til vores chancer for at gennemføre. Og forståeligt nok, for det holdt skam hårdt. Dagene var ens til forveksling. Stå op, morgenmad, køre ræs, ringe til Thomas, spise, bade og sove. Sådan gik det taktfast i 6 dage og pludselig var det forbi. Tiden går stærkt når man har det sjovt!

Vi kørte i mål lørdag eftermiddag på byens torv, og jeg kørte op på Finish-podiet og blev interviewet. Dansk deltagelse, hvorfor jeg var med og hvordan det var gået, var omdrejningspunktet for interviewet. Det var en dejlig afslutning på et fantastisk løb.

Mit håb var at gennemføre løbet i den bedre halvdel men jeg kunne ikke have gjort det bedre. Man må spille de kort man har på hænderne, og det gjorde vi alle. Ole Kristensen blev nr. 179, Thomas Pedersen nr. 180, jeg blev nr. 199, Dan Jørgensen nr. 206, Jesper Antonsen nr. 216 og Kurt Hansen blev som nævnt udelukket efter de 2 første dage. Men generelt er jeg godt tilfreds og stolt af resultatet som debutant og med et solidt års Trial erfaring i rygsækken.

Dette løb har uden sammenligning været den største motorsportsoplevelse og en milepæl i mit liv. Jeg havde hjemmefra ikke i den vildeste fantasi forestillet mig at det skulle blive så spændende, så utroligt bjergtagende smukt at køre i højlandet og spejde ud over bakker, søer, dale, vandfald, blå himmel og varmende sol. At møde så mange rare mennesker og bliver udfordret, mens man lever livet på højeste blus kan ikke tages for givet. For mit vedkommende var det rigtig fedt at tage på tur med den danske Trial Elite, og lære dem bedre at kende. Vi kom suverænt ud af det sammen, og lavede fis og ballade med hinanden i stor stil. Hele turen var fyldt med humor og kammeratskab. Det er den ånd der definerer Trial sporten og folket, og jeg kan ikke sige nok positivt om denne mestersport. Af alle de 2-hjuls motorsportsgrene jeg har prøvet kræfter med, må jeg blankt erkende at Trial mestrene er den ægte vare. Deres evner til at balancere akrobatisk i skarpe klipper, på våde kanter, igennem tungt mudder og få det til at se legende let ud er simpelthen fantastisk. En fryd for øjet! Det fantastiske ved netop dette løb er også, at mange af de ældre nationale mestre fra hele kloden kører med til dette løb, og de har stadig teknikken i sig. Der er meget få sportsgrene hvor de unge får lammeprygl af de gamle. Og så skal jeg selvfølgelig ikke nævne, hvor meget bedre de kvindelige deltagere var end os, for så bliver den her artikel rigtig pinlig… J

Jeg håber der en en frisk gut eller gutinde derude, som tør tage chancen i branchen og melde sig til dette helt fantastiske motorløb næste år!

Jeg har filmet store dele af løbet med mit GoPro Full HD hjelmkamera, og der skal snarest muligt være en lille film at finde herinde.

Scottish er en enestående oplevelse, som jeg med statsgaranti ansøger om deltagelse til igen næste år!