Erzberg Prolog

Tilfældighedernes spil gjorde at jeg igen kunne finde mig selv være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Sydafrikanske venner fra sidste års Erberg, fløj igen hertil blot for at tilskue og hygge sig. I deres leje lejlighed, var der minsandten en sovesofa til mig – og nu står jeg så her, frisk fra et dejligt varmt bad og uden en trævl på kroppen bortset fra pandapelsen, og nyder den velopvarmede stue, trådløst netværk og en dejlig stor seng. Det er virkelig luksus, og på sin plads når der skal præsteres i den kategori som Erzberg kræver.

Dagen idag indebar første dags prolog. Med en gearing 13/44, ny guldkæde og 2 nye GoldenTyre for og bagdæk, så trykkede jeg til den. Gårsdagens sightseeingrunde af prologen blev i anden omgang aflyst – og det var selvfølgelig den omgang jeg satsede på at køre med på. Så jeg fik desværre ikke set sporet an. Derfor var det med en vis ulempe, at jeg kørte ud på prologen idag. Nye sektioner, store vandhuller og snævre passager udgjorde første halvdel af ruten, som atter endte nær toppen af minen som er 700 højdemeter fra start til slut. Jeg synes selv at sidste halvdel gik fortrinligt, mens jeg øjeblikkeligt kunne se plads til forbedring på første halvdel. Ikke desto mindre, kunne jeg her til aften aflæse mit navn ud fra plads 51., så et eller andet må jeg da have gjort rigtigt. Det allervildeste, indtil videre, bliver hvis jeg kan klemme mig ind i top-50 imorgen. Det betyder start i første række på søndag, og så begynder chancerne for at gennemføre for alvor at ligne noget.

Hvis jeg holder mig på hjulene, får set mine GoPro hjelmoptagelser fra Prologen igennem nogle gange og ellers går til den med de rigtige teknikker i svingene, så er jeg sikker på at hugge 5 sekunder af. Og det ville idag have placeret mig godt 10 pladser længere fremme i bussen….

Vejret blev rigtig fint op af dagen og i morgen er der god sol på himlen. Det bliver for vildt!!!