Erzberg 58th

Som om jeg var den eneste der ville & kunne køre stærkere på 2. prolog… Jeg skar 3 sekunder af min første tid, men rykkede ironisk nok 8 pladser bagud. Så min start blev desværre igen i år fra 2. række med nr. 59 på Gas Gasen som for 3. år skulle trækkes igennem strabadserne.

I bunden af minen kunne jeg atter mærke sommerfuglene baske inden i mig. Nogle gange bliver jeg så nervøs at det summer i benene. Jeg valgte at holde 4. tættest på inderbanen i starten, med min gode østrigske kammerat Klaus Martinjak – manden der har rekorden i flest gennemførte Erzberg (13 gange) – til højre for mig. Klaus hjælper mig altid på den ene eller anden måde til dette løb, og i år bestod hans hjælp primært i at få en blæser på min køler og få skiftet hjulleje.

Første række med de hurtigste 50 fra prologen blev sendt afsted i en støvsky og jeg kastede straks herefter min paraply væk, som både Martinjak og jeg skyggede os under for den bagende sol. Paraplyen ramte lige over i Brandauers spor, så måtte han lige bande lidt over det 🙂

For enden af bunden af grusgraven stod Karl Katoch med flaget. Helt spontant og uden egentlig sammenhæng, hævede han det ternede flag og på det splitsekund fik jeg pustet liv i mekanikken under mig, kastet koblingen fra mig og blev trykket med uhyggelige krafter tilbage i sædet med kurs direkte mod første sving. Andre havde samme taktik og jeg rundede svinget som 2er. Ud over stepperne, op af den første bakke hvor jeg på telefonen bagefter med Martinjak fandt ud af at jeg spolerede hans chance for at komme godt i gang med løbet. Jeg skulle åbenbart have drejet halvskarpt til højre nær toppen af første hillclimb og da han lå forholdsvist tæt på min højre side, tvang jeg ham ubevidst til at dreje med og desværre lige ind i en sten! Så han røg til bunds og var allersidste mand fra 2. startrække op af den første bakke. Martinjaks humor fejler heldigvis ikke noget, og en ironisk latter spredte sig flere gange i hans førerhus, fortalte han mig.

Jeg overhaler nogle, og bliver selv overhalet. De næste 4 hillclimbs har jeg i min hule hånd mens den 5. fik krammet på mig, og adskillige andre. Der er allerede heftig trafik af kørere fra 1. og 2. række, der bøvler med at komme op. Jeg parkerer selv nær toppen, og ser på vejen ned at en anden mand ligger på bakken ved siden af sin motorcykel mens en 3. skånesløst brager hen over hans forhjul og forgaffel og for det til at virke som et flyvhop mod toppen. Det så fantastisk kontrolleret ud. Mit 2. forsøg får mig næsten til tops og jeg får et lille hjælpende hiv fra en tilskuer.

Checkpoint stationerne kommer i pæne mængder, og jeg synes det går godt og bedre end sidste år. Mine danske venner samt storebror hepper på mig kort inde i løbet, og hvis jeg da bare havde samme mængde folk stående lidt rundt omkring, så ville kampgejsten ryge endnu længere til vejrs. De fortalte bagefter, at netop hvor jeg kom forbi dem i en hastighed af 50-60 km/t kom de forreste kørere forbi med op mod 100 km/t. Især Blazusiak kørte som om han havde stjålet det hele!! Det hjælper at kende sporet….

Jeg får store sten, små sten, skarpe sten og løse sten sprayet på mig mens jeg giver af samme skuffe til mine bagvedliggende. Støvet er massivt i starten og det er svært at se hvad der er op og ned. En enkelt sten finder vej ind under min hjelm og rammer mig hårdt i undermunden. Jeg mærkede efter med tungen og følte smerte men ingen nye kanter. Hvordan skulle det ikke gå, når jeg senere skulle bytte min hjelm ud med den åbne Trial hjelm, hvor jeg blotter gebisset max?

Inde i noget af det første skov kører jeg op til Martin Craven, en garvet Trialkører med flotte resultater i rygsækken. Vi skal samme vej og jeg skynder med det samme på ham. Ingen tid at spilde! Han kigger tilbage på mig med et udmattet udtryk i ansigtet, der er smurt ind i blod. Jeg tror hr. Craven fik en lidt større sten i sylten end mig….

Næste sektion er Badewanne. Badekarret på dansk. Det drejer sig om at køre op og ned 5-6 gange indtil man atter kan fortsætte i den dybe og indledningsvist mudrede skov, hvor folk igen holder parkeret. En forankørende blokerer sporet og kan ikke få ild i sin åndsvage MXer. Tåbeligt sted at holde, og der spredes panik blandt os i køen. Manden der holder nærmest den besværede kører, får nok og kaster sin motorcykel fra sig og åbner med magt og muskler et nyt spor. Bånd flås op og 3 træstammer blev kastet til side som tændstikker. Videre….

Jeg møder kort herefter Andrew Cripps, et løjerligt bekendtskab fra England. Manden er Ex-Trial kører og har givet den i Ekstrem Enduro sporten i nogle år. Han kørte en 8. plads hjem til Tough One og har en vildmandskørestil som matcher hans vildmandslook meget godt. Jeg kørte ham stille og roligt ind og hang i ham i noget tid. Suge til sig, så meget som muligt. Han er på en KXF 250 crosser og jeg begriber ikke hans valg. Han kører umiddelbart ikke meget bedre end mig, men det er tydeligt at se at hans Trial teknikker skinner igennem. Ved flere opkørsler holder han høje omdrejninger på og skyder koblingen af mens der trykkes i affjedringen. Ren affyring!! Men noget må han jo gøre bedre, eller også har han bare flere venner ved de værste bakker end mig, for han kom i hvert fald i mål på en 11. plads…. Stor respekt til vildmanden.

Skoven viser sig fra en okay side i år. Jeg får tingene til at lykkes bedre, netop ved at køre trial teknikker ind over. Skyder den på de rigtige tidspunkter, løfter forhjulet på de rigtige kanter og får sat trykket ordentligt. Men alligevel drattede jeg ned af diverse kanter og bakker en håndfuld gange. Selv Blazusiak mistede kontrollen over sin sprøde RedBull KTM250er i en skovsektion. Det gik så grelt for ham, at han endte i bunden og kørte tilbage til hvor han var, hvilket var lige inden checkpoint kontrollørerne, men denne gang af en anden omvej. Det blev afvist, og Taddy fik lov til at lave en ommer. Tilbage i bunden af sektionen, og nu var 5 topkørere kommet forbi. Han moslede eftersigende på livet løs og slap forbi alt og alle igen og kom i øvrigt i mål efter 1 time og 45 minutter.

Taddy Blazusiak er verdens bedste ekstrem enduro kører for tiden. Ingen kan røre ham, og han arbejder benhårdt for at blive i hans position, det er jeg sikker på. Men hvor er det superplat at han får lov til at teste alle sektioner til hudløshed. Taddy kender hver en sten på Erzberg ligeså godt som en crosskører kender sin hjemmebane. Taddy SKAL vinde dette løb, det forventes af hele verden og i allerhøjeste grad af hans sponsorer – som også er hovedsponsor på løbet.

Jeg kørte med et magert beskyttelsessetup i år. I stedet for at køre med tunge Crossstøvler, Asterisk og Full-Body netbrynje besluttede jeg mig for at køre i trial bukser, støvler og simple billige knæbeskyttere samt et bryst og rygskjold. Alt vejede minimalt og jeg følte mig meget bedre tilpas. De eneste skrammer jeg har med hjem, er fra stenslag.

Den nyindkøbte blæser på køleren stod åbenbart af et sted mellem start og slut, og jeg gætter på at den gjorde det relativt hurtigt. Vi fik vist sat ledningerne lidt forkert sammen, idet blæseren kørte ligeså stærkt som de omdrejninger jeg gav den på gassen. Udover det, kørte cyklen suverænt i år. Erik Sørensen fra ES Teknik i Holsted fik i foråret styr på den overgang der var i nogle ledninger eller var det statoren? Husker det ikke, for en del forskelligt blev skiftet. Under alle omstændigheder kørte cyklen fortrinligt og trak suverænt med de bløde GoldenTyre dæk.

De eneste tekniske problemer jeg fik var selvforskyldte. Jeg er meget selvkritisk og giver sjældent andre skylden for noget. Man har vel altid et valg! Og jeg valgte, ligesom de forankørende og på anvisning fra guiderne, at forsøge at trække min motorcykel ned at en uhyggelig stejl bakke. Selv om jeg gik på siden af motorcyklen, og langsomt forsøgte at få den ned, rutschede den flere gange fra mig og omvendt. Nær bunden, efter alt for meget asen, masen, gliden og kravlen ser jeg at bremsegrebet er knækket pga. den rutschede med højre side af styret mod jorden. Det blev en gang for meget for grebet, og det kunne jeg så lære til en anden gang. Heldigvis havde jeg en ekstra med, og efter 10 minutter var jeg kørende igen. Det var i de 10 minutter at både Erich Brandauer og Klaus Martinjak kom forbi mig. Klaus kom bagfra og råbte så højt han kunne “HEY DANISH DYNAMITE!!!”

Da der var godt en time tilbage af løbet, åbnede den sidste bakke sig inden toppen af minen foran mig. En stor kløft af store, mellem og små sten udgjorde sporet til toppen hvor der ca. hang 10 kørere fast. Ingen kunne rigtig komme nogen steder, og der blev bare ventet på hjælp. I bunden holdt 5-6 kørere og ventede på at det blev deres tur. Det er der desværre ikke noget der hedder i Erzberg. Man bliver overhalet indenom og udenom hele tiden, af hurtigere og frækkere kørere. Havde jeg holdt min plads i køen, så var jeg aldrig kommer videre. Jeg nåede derfor kun at holde stille et halvt minuts tid, inden jeg fyrede op i kælderen og kørte så langt op som jeg kunne. Det vakte ikke just jubel hos de køkulturelle, men jeg så dem heller ikke på den anden side af bjerget. I denne kløft ville jeg have ønsket at nogle af de 7 andre danskere der var ude for at hjælpe mig når nøden var størst, stod her. Men nej. Jeg moslede, skubbede, hev og sled som en besat for at rykke få centimeter frem, indtil jeg fik en håndsrækning. Til tops kom jeg, og så fuld gas hen mod det næste.

Her mødte jeg Klaus, der stod klar med 2 liter benzin, energibar, vand og en Trialhjelm til mig. Foranstående udfordring var endnu en giftig stejl bakke med rullesten i alskens størrelser. Alt rullede og små laviner hist og pist satte igang. Madness!! Efter hård kamp om at holde fast i motorcyklen og ikke selv rulle til bunds, ramte jeg Carls Diner, som er en 300 meter no-help stensektion. Klaus gik foran mig som stifinder, og udvalgte de bedste spor for mig. Det var meget motiverende og vildt fedt at virkelig føle at min Trial teknik kom til gode. Jeg kørte fint på kanterne, ramte plet mange gange og nød det kolde vand som klaus hældte ned over mit overophedede korpus. Både Klaus og jeg jublede!

Desværre kørte jeg mig selv skakmat, små 50 meter inden udgangen på Carls Diner. Et enkelt uopmærksomt øjeblik, gjorde at jeg overså en sten som sprang mit kædeled og fik kæden til at kile sig fast mellem fortandhjul, hydraulisk koblingsskjold og gearpedalen. Det var så det. Sammen fik vi kæden samlet igen med et nyt kædeled mens vi aldrig fik koblingen til at virke igen. Det var vist noget med at vi tabte lidt olie og fik lukket lidt luft ind i systemet. Sur røv, for jeg ville virkelig gerne have kæmpet Carls Diner færdig og forhåbentligt have fået scannet mig ind på checkpoint 15.

Men vi strandede hvor vi gjorde og bøvlede en times tid mere med at få motorcyklen trukket, løftet og hevet ud af stensektionen for bagefter atter at ramle ned af en ny stenskredsbakke. Men alt får jo en ende, og enden var en transportvej, som Klaus og jeg kørte afsted af sammen.

Tilbage i lejren blev der pakket og kurset sat nordpå igen.

I år var et specielt år. Det var mit 3. år til Erzberg og jeg troede oprigtigt at jeg kunne gennemføre, men indså at konkurrencen/resultaterne virkelig er utroværdige og at det afhænger i allerhøjeste grad af hvor mange venner man har med til at slæbe en op af bakkerne.

Det var også specielt fordi vi havde flere danskere med.

Jakob Heilmann fra Lyngby, der har været udstationeret i Østrig 9 måneder forsøgte sig mod bjerget, med måtte i første omgang se sig slået i de indledende runder. Et punkteret forhjul i 1. prolog og styrt i 2. prolog gjorde at Jakob kun fik sig noteret for en tid som den 650. hurtigste og dermed ingen start i Hare Scramble om søndagen.

Dan Uno der kun var tilmeldt prologen, kørte en flot tid som nr. 489 og kunne derfor teknisk set have været med i 10. række om søndagen. Det ærgrede ham at vide at han kunne have været med i ilden… Næste år melder han til det hele!

Klaus Sørensen, den udvandrede dansker til Spanien, var for få uger inden lige begyndt at køre igen efter hans ledbånd i venstre skulder blev ituret til Tough One i England d. 6. februar. Så han var undskyldt for ikke at få glid i tingene og fik en tid som 609. hurtigst. Ærgerligt at fart ikke er en af hans styrker, for teknisk fungerer det meget godt for ham!

Jes Hansen på sin store Honda 600cc blev 658, mens Rene Nygård blev noteret for 1075. hurtigste tid. De sidste to havde ingen ambitioner om en top-500 og mulighed for at køre med om søndagen.

Mine forberedelser næste år går primært på at finde hjælpere nok til at sørge for at jeg kommer videre fra de håbløse sektioner. Resten skal jeg nok klare på fysikken og teknikken. Samtidigt kunne jeg vældig godt tænke med 50cc større motorcykel, og helst en ny en af slagsen!! Hvis der ikke bliver penge til det, så må jeg bare sørge for at min nuværende ræser klarer strabadserne en gang til!