Skulder af led – avavav

Sammen med Klaus, Craig og Kjeld kunne det kun gå for langsomt efter afslutningen på dette års Romaniacs, med at komme ud i skoven og lede efter nye umulige spor. KLART den sjoveste del af at organisere løbet.

Igår tog Kjeld, Klaus, Craig, Grant og jeg på udflugt ud til dag 3 pro-sektion kaldet Viagra Falls. En lang og mellemsvær stenet å, i en kløft i en skov, hvor man midtvejs skal over en ordentlig motherfu…. stor sten, hvor der skal trial teknik ind over. Jeg havde rigtig god tur i den og fik en lånt KTM 450 hurtigt op igennem sektionen, det kørte for mig. Suveræn dag, uden stress og jag. Sådan skal det være. Endelig lidt ro på og plads til at nyde udfordringerne og ikke bare blæse afsted.

Om eftermiddagen holdt vi møde om Romaniacs 2011 på godt og ondt. Spændende at lære lidt om bagværket bag så stort et motorløb.

Idag dampede vi så igen afsted, dog uden Grant, og jeg på en KTM 200. Super cykel til det tekniske. Vi ledte efter nye spor, og fandt et rigtig giftigt sten vandløb som man skulle løfte motorcyklen op til, for overhovedet at komme igang. Jeg blev testpilot på projektet, og hvis jeg kunne køre det, så kunne det bruges i proklassen. Alt gik rigtig fint, cyklen fik godt bid og jeg kom frem af. Men så skete der noget, jeg aldrig har oplevet før. Mens jeg stod med fødderne på jorden og skubbede frem af mens jeg forsøgte at få lidt bid på nogle sten, for at komme op til næste niveau, trak cyklen lige pludselig fra land. Det kom så meget bag på mig at jeg ikke fulgte med i overkroppen, men holdt bare ved styret. Faktisk en helt almindelig hændelse i de her ekstreme sektioner. Men da mine arme ikke kunne strækkes mere, og jeg stadig havde ved styret, så gik der en forbandet smerte igennem min skulder ledsaget af en lyd som lød lidt som et mix af når man åbner en flaske champagne og når man knækker en gren. Jeg kunne både høre og mærke det. Det gjorde afsindigt ondt lige da det skete, jeg fik kvalme og så fortog det sig lidt med lidt. Nu, et par timer senere, kan jeg bevæge skulderen i alle retninger, men selvfølgelig kan jeg mærke at noget har været i udu. Så jeg forholder mig 100 % i ro indtil jeg kommer til Danmark og får et status og en ide om hvad jeg kan/må/skal for at komme positivt videre. Jeg er, trods alt, pænt afhængig af en funktionel skulder med den livsførelse jeg har valgt.