Mud Skillz

Til de af jer derude, som undgik at deltage/overvære det her motorløb, så kan jeg afsløre at det var mudret. Temmelig mudret. Vejrudsigten havde afsløret det inden dagen og børkop er kendt for sit lerede underlag, så mine forberedelser indebar nyt kædekit, bremseklodser og dæk. På den måde, så kunne jeg ikke optimere cyklen meget bedre, til netop mudrede forhold. Gad vide hvor mange af de øvrige deltagere der gjorde det samme? Desuden havde jeg til dagen pimpet med nyt plastic og ny hjelm. På hjemmebane må man gerne se lidt godt ud 🙂

I løbet af dagen løb jeg rundt og filmede en masse. Prøver tit at få lavet lidt video fra mine konkurrencer/rejser og Børkop Enduro skulle ikke være en undtagelse. Hvorfor bruge så meget tid på video og billeder? Fordi det er mit og mine medsportsmænds ansvar at udbrede kendskabet til vores fantastiske sport. Ingen andre gør det for os, sådan har det altid været. Kig blot i motorbladet (vores officielle skriftlige organ fra den danske motor union). Når der er artikler om Enduro, så kommer det ikke fra en outsider eller tilfældig journalist, som bare eeeelsker at skrive om Enduro. Nej det kommer i 9 ud af 10 tilfælde fra en aktiv kører. Jeg har skrevet en del artikler førhen, men er faldet for den grafiske præsentation. Altså, laver jeg de her videoer primært for at at hjælpe sporten fremad og præsentere den på den bedst tænkelige måde. Og det kan naturligvis gøres bedre, jeg har ikke specielt godt udstyr til rådighed. At jeg oprigtigt nyder at filme, fange øjeblikke, stemninger og momenter i forskellige sammenhænge gør opgaven til en leg for mig – ligesom videoredigeringen bagefter også er spændende, men tidskrævende. Ovenstående video tog mig ca. 8 timer at lave, bare for at sætte tingene i perspektiv.

Tilbage til det fugtige ræs i Børkop. Vores start i Bredde og Elite klassen er ved at være klar, alle er linet op, og vi er klar til at få den her fest startet – jeg er i hvert fald. Stævnelederen, ildsjælen, faren til 2 deltagere og all-round-nice-guy Dan Uno fra Vejle, står foran ved starten og har liiiige en melding til os. Ham og dommeren har valgt at skære vores køretid ned fra 2 timer til 1 time pga for meget mudder. For meget mudder. Come on. Ikke ændre spillereglerne 2 min før start. Jeg bliver hidsig, som jeg nu en gang kan blive, og råber “Det er Enduro!!!!”. Som om det ville hjælpe noget som helst. Mit temperament går hånd i hånd med min konkurrencementalitet. Jeg kan blive rigtig vred, slå og sparke hvis jeg ikke får min vilje. Mens det kan være frustrerende for mig selv og andre at se og høre på, så er det samtidig den mentalitet der har gjort mig til den jeg er og jeg er fløjtende ligeglad med hvad folk tænker. Jeg skal bare ikke brænde inde med vrede, det skal ud af systemet – på min måde. Stævnelederen holder fast i sin beslutning og jeg smider i protest min Camelbag (vandtaske). Ingen har brug for vand efter kun 1 time. Det er jo bare et forlænget motocross heat og i øvrigt er der jo nok vand i banen til at køle alle ned…..  😯

Flaget bliver sænket, alle springer op på deres motorcykler, sparker/trykker dem igang og løbet er igang. Jeg accelererer op mod første sving og bemærker øjeblikkeligt at min motorcykel sprutter i fuld-gas-stillingen. Hmm. Troede jeg var kommet det til livs, og jeg var sågar ude i min mudrede skov igår og teste det, der kørte den perfekt. Nå. Pyt. En konkurrent, Johnny, ligger lige på siden af mig i første sving, men jeg broadsider i speedway stil inden om ham og vinder føringen og dermed undgår jeg at blive sprayet totalt til med mudder, fra eventuelle foranliggende kørere. Første del af banen var crossbane, dernæst lidt træstammer og dæk, en bil der skal køres henover og så en gang oldschool stubmarkræs. Stubmarkræs giver længde til det samlede løb og et sted at brænde cyklen af, men det er også det eneste positive jeg har at sige om at køre på en stubmark. Det er fladt og highspeed, og kræver stort set ingen evner. Alle kører temmelig stærkt på stubmark, så det er i mine øjne et af mine svageste punkter. Heldigvis havde jeg åbnet et lille hul til hobitten fra Næstved aka. Thomas Ejlersen og så længe jeg kunne holde ham bag mig inden vi påbegyndte den sværeste del af løbet, nemlig skoven, så vidste jeg at mine chancer for at slippe rigtigt fra feltet var stor.

Inde i skoven fandt vi 3-4 opkørsler i dyb mudder og lange mørke riller. Rigtige lækkerier 😉 Få steder var der virkelig panik for mange af kørerne og jeg vidste at mange ville få store problemer her. Så jeg tog min tid hist og pist og vurderede hvor jeg hurtigst og mest sikkert kunne komme frem. Om det betød at zigzagge igennem de mest brugte spor eller bare køre i sporene og lukke helt op for dyserne, det svingede lidt. Men idet jeg kom ud af skoven og ned til “mini-erzberg” som jeg var ansvarlig for at lave, kunne jeg igen konstatere, at her får en del kørere store problemer. Stenene var våde og svære at få bid i. Selv jeg skøjtede lidt rundt der, dog ikke storproblematisk. Ude af den sektion og på tilbagevejen mod crossbanen så jeg nu hr. Ejlersen på hans fine nye Husqvarna komme ud af skoven. Ahh. Dejligt stort forspring på første omgang. Næste gang jeg så kørere på min vej, var da jeg indhentede dem bagfra.

Cyklen blev ved med at sprutte resten af heatet men det eneste sted det rigtig betød noget var på stubmarken. Jeg kørte et temmeligt fejlfrit løb og rimeligt meget op til mit potentiale. Væltede ikke, kørte ikke i stå, kørte ikke forkert og kørte ikke ind i nogen eller noget plus jeg var ikke i nærheden af at være presset eller træt. Det betød at jeg sluttede løbet som suveræn vinder med 6 gennemførte omgange, mens alle andre kun gennemførte 5 eller færre omgange.

Folk er tit hurtige til at dømme sig selv ud fra hvordan deres konkurrenter sluttede og i hvilken klasse de kørte. Mit parameter hedder “kørte jeg op til mit potentiale” og ikke “hvem kom først, uanset hvor grimt det så må have set ud”. Jeg er naturligvis konkurrenceminded og især i Danmark, er alt andet end en 1. plads i Enduro utilfredsstillende for mig, men jeg vurderer først og fremmest på om jeg gjorde det så godt jeg kunne. Når jeg gør det så godt jeg kan, så følger der som regel et trofæ med til samlingen, men det er jo ikke det der giver den gode følelse i maven når jeg længe efter løbet er flaget af, sidder derhjemme og ser tilbage på løbet. Nej, det er følelsen af at vide at min træning og indsats blev vekslet til en perfekt præstation, som bar mig smertefrit igennem et motorløb, som voldte mange andre store kvaler.

Hvor store må kvalerne være ved et Enduro løb? Jeg synes ligesom alle andre at Børkop Enduro 2011 var meget mudret og glat. Og jeg var tæt på at sidde fast et par gange, men undgik det primært ved at stejle igennem rillerne og dermed undgå at skrabe bundskjold og fodhvilere i jorden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de folk der har været igennem mine kurser og sammenligne dem med kørerne fra Børkop Enduro 2011. Der er så uhyggeligt mange som ikke tænker sig nok om, hvilket er helt forståeligt hvis de ikke har så meget erfaring i sporten. Men store motorer, slidte dæk og dårlig form kan altså ikke omsættes til et tilfredsstillende resultat til et løb som Børkop Enduro 2011. Der skal simpelthen smides mere i puljen. Eller mindre…. Et af mine yndlingsordsprog, som jeg fangede i USA ved deltagelsen i “Americas Toughest Race” GNCC (se videoen under fanen “video), er “its a lot more fun to go fast on a slow bike, than to go slow on a fast bike”. Jeg kunne ikke være mere enig. Men nu handler det jo ikke kun om at jeg kører 250 cc og andre 520cc. Det handler om erfaring, træning og evner – noget som jeg har bygget op over rigtig mange år.

Folk kan være hurtige til at brokke sig. Mig selv inklusiv. Stævnelederen var klogere end mig på dagen og skar køretiden ned til 1 time. Det var hans vurdering ud fra hvordan omstændighederne var. Havde vi kørt 2 timer, så var der nok endnu flere der ville have siddet fast i skoven, motorcykler der var koget over og muskler der ville have krampet. Men er det ikke det Enduro bl.a. skal handle om? At forberede sig fysisk, mekanisk og psykisk på hårde strabadser. Jeg ved godt at nogle af jer derude, der læser det her, sidder og tænker “jaja det er fint med dig Peter Weiss, din egoist, du vil bare have det så svært at det kun er dig der kan køre det og bla bla bla…”. Jeg har hørt det før, både bag min ryg og til mit ansigt. Med hånden på hjertet, så er det ikke min hensigt, men jeg drømmer tit om konkurrencer i Danmark som også kan udvikle mig og ikke kun laveste fællesnævner. Hvorfor rejser jeg så meget efter løb og hvorfor prioriterer jeg ikke DM-serien? Fordi det er for nemt. Jeg har vundet alt i år, ikke så dominerende som til Børkop Enduro 2011, men ikke desto mindre har jeg vundet. De løb hvor jeg ikke har været så dominerende, har været de lette løb. Jeg er allerbedst når det er allersværest. Til min helt store glæde kan jeg se en skøn udvikling i Enduro løbene. Arrangørerne laver flere og flere kunstige forhindringer, så som dæk, biler, træstammer og i den dur. Det er for det første publikumsvenligt (pga. de mange styrt!) og så er det teknisk krævende.

Hvad kunne være gjort anderledes på dagen? Konstruktiv kritik er jo altid godt, det udvikler og forbedrer. Jeg synes personligt at alle deltagere der ikke er motiveret til at påbegynde et 3 timers løb, skal blive hjemme. Mudder eller ej. Bevares, de må gerne stille op og køre det de kan. “Enduro” udspringer fra ordet “Endurance”. Det er et engelsk ord og oversat til dansk, betyder det udholdenhed. Efter 1 eller 2 timer så har de forberedte kørere (hvad enten du er oldboys, bredde, elite osv.) hverken kramper, vabler eller tanker om at give op. Det er tanker og symptomer der typisk kommer efter +3 timer grænsen. Og det er den grænse vi skal søge. Den grænse der skiller mænd fra mus. Det er Enduro. Det lader til at være utroligt svært for mange af mine medsportsmænd at få ind i knolden, at Enduro SKAL være hårdt og skubbe til grænserne. Den holdning vil få mange til at sidde og tænke “Jamen, hvad med bredden?!?”. Jovist, de er med til at betale gildet og holde deltagerantallet oppe, så hvis sporten skal overleve, så skal der nogle kørere med. Om det så betyder at vi må gå på kompromis med sportens originalitet, så er det det der skal til.

Problematikken er i mine øjne, at sporten ikke har almen kendskab. Stort set INGEN, udefra, ved hvad Enduro er. Hvilket leder hele den her artikel tilbage til min motivation for at lave videoer og dele dem på de sociale medier. Hvis vi for guds skyld bare kan få lidt sponsorkroner ind, gøre sporten bare lidt sej og forståelig i de almenes øjne, så kunne det være at vi på et tidspunkt kan lave lidt forretning ud af vores sport. Ligesom stort set alle andre kendte sportsgrene. Hvor mange penge florerer ikke i fodhold, håndbold, golfbold og basketbold? Speedway? DTC? Hvorfor? Fordi det er håndgribelige sportsgrene, som hr. og fru. sovs og kartofler derude bag skærmen kan sætte sig ind i. Hvilket igen fører tilbage til min forkærlighed for kunstige forhindringer – altså den slags forhindringer som Enduro-Cross 100% er bygget op af. Ved i hvad Enduro-Cross er? (se evt. dette link: http://www.youtube.com/watch?v=F1-DdToX9IY) Det er en bane ligesom Supercross, bare med Enduro forhindringer. Træstammer, vandhuller, store sten, bildæk osv. Det afholdes verden over og har senest indtaget Los Angeles og X-Games. Enduro-Cross er en fantastisk, intens og teknisk nichesport, som demonstrerer hvad Enduro handler om. Selvom Enduro-Cross er en hurtig fortolkning af hvad Enduro i virkeligheden er (bjerge, timer i sadlen, vabler, strategi, taktik, pitstop osv.), så har Enduro-Cross nu fået prime-time sendetid i USA i forbindelse med X-Games. Og hvad der er stort i USA, plejer også at blive stort i Europa.

Kunne man måske lave nogle Enduro-Cross events i løbet af året, og møde publikum der hvor de er (dvs. i byerne, ikke på landet!), så kunne man måske få nogle nye interessenter med i spillet. Evt. som en teaser et par måneder før et Enduro-løb, hvor folk kan komme og blive underholdt og blive fristet til at se de samme kørere, give den gas til et rigtigt Enduro løb…? Eventuelle sponsorer kunne bide på. Evt. et eller andet, hvad ved jeg, som kan give økonomi til en mand som Dan Uno, der stod i spidsen for Børkop Enduro. Give ham friere hænder til at hyre mandskab til at løfte opgaven, så vi kunne have haft endnu flere chickenlines og større diversitet i sværhedsgraderne. Som jeg fortalte Dan Uno ved løbet, så har man jo i Trial sporten specifikke ruter til alle klasser, således at de bedste kørere bliver udfordret ligeså meget som de ringeste.

Når alt er sagt og gjort, så er de vigtigste mennesker i vores sport, de mennesker som gør noget. Som får en ide, og handler, går til værks og får noget for hånden. Alle andre skrivebordsspekulanter (hmm… er det mon mig?) kan råbe nok så højt, men det har jo ingen værdi før der kommer handling bag. Jeg er glad for at gøre hvad jeg kan for mig selv og sporten. Mine utallige shows og kurser samt videoer er mit bidrag til at udbrede sporten. Jeg har mine meninger om Enduro og hvad det skal bestå af – det har du vel også. Sig frem hvis du synes det er konstruktivt og hjælp arrangørerne med at gøre det endnu bedre næste gang  🙂