2-dags HÅRD scouting

Lørdag var hvile/skruedag og søndag-mandag var scouting i et område, 1,5 time fra hjemmet i Sibiu. Med Klaus og Martin pakker vi trailer og bil. Områder så langt væk kan ikke betale sig kun at bruge 1 dag på, derfor tog vi en overnatning på et pensionat i en lille landsby kaldes Voinessa. Ringere morgenmad skal man lede længe efter, man kan ikke være lige heldig hver gang 🙂

Rå udsigt. Træ må være en af Rumæniens største eksportvarer.

Her står vi og finder ud af at vi mangler en GPS-rute i vores GPSer. Det er ikke super godt, men heldigvis er Martin en ren stifinder i de her bjerge. Han kender dem bedre end de fleste, idet han arrangerer enduro-ture, romaniacs-løbet, heli-skiing, snowmobile-ture osv. Han får mig til at ligne en hjælpeløs idiot med en gps og klaus bliver ligeledes sat til vægs. Klaus er ellers i mine øjne ret så hård til at finde vej.

Hvad kommer op, kommer også ned igen. Efter at have krydset nogle af bjergtoppene, så er det nogle gange slalom ned igennem tæt bevokset skov, som på dette billede. Her var der dog en sti at følge, så det gjorde det til ren downhill mountainbiking-stil. Super fedt!

På dag 2 ramte Martin et eller andet, som smadrede hans sideskjold. Han opdagede det ved at hans bagbremse ikke virkede, idet olien fra motoren blev slynget tilbage på bremseskiven. Al olien var stort set rendt ud, men alligevel blev det fikset med noget metal-pasta. Vi mødte ham senere på en bar i en lille landsby.

Den her højderyg lå i lige over 2000 meters højde. Klaus og jeg har set en del forskellige udsigter i Rumænien, men toppen, som ses dybere inde i dette billede, slog alle rekorder. Pænt køligt deroppe men udsigten var det hele værd 🙂

Martin Freinandemetz har kørt Enduro i over 20 år. Han er tidligere mange dobbelt verdensmester i forskellige snowboard discipliner, og har aldrig haft et “almindeligt” arbejde. Høj femmer for at kunne sige det. Han kører supergodt og kæmper bravt. Har bl.a. gennemført Dakar 2 gange og stort set alle de store ekstrem enduro løb, såsom Erzberg og Roof Of Africa. På første dagen af vores scouting udflugt i Voinessa besluttede vi os for at prøve kræfter med en bakke, som mentes at kunne bruges som pro-sektion…. Og ja tak, for en pro-sektion. Vi kæmpede med næb og klør for at komme op af den stene og mange steder blokerede højderyg, som virkelig trak tænder ud. Vi kampsvedte, cykler kogte over, koblingerne høl og jeg bandede og svovlede til tider. Martin og jeg kom efter megen asen og masen, slæben, skubben og trækken til et punkt hvor Klaus valgte at bakke ud. Ikke at han ikke kunne komme dertil, men han kørte med en ny bremse, som gav vældige problemer, så han kørte tilbage for at finde bilen og møde os et andet sted. Martin og jeg kæmpede videre, nogle gange kunne vi få lidt fart på, for så igen at blive bremset af løse træstammer på kryds og kværs, rullesten, glat græs og skrå bjergsider, som man bare ikke kan køre på. Efter 4 timer og 700 højdemeter, med hvad der lignede ca. 1 times hårdt arbejde for at nå toppen, blev vi nødt til at vende om. Bittert. Så tæt på. Men solen var næsten gået ned, og det ville være et spørgsmål om få minutter før alt ville være mørkt i skoven. Plus selvom vi var kommet til tops, ville vi ikke vide hvilken vej der ville være god at tage ned. Så vi kørte ned, i mørke, og fandt Klaus. Hård dag, total udmattet og en mund så tør som ørken. Vi drak ca. 2 liter væske hver da vi fandt en butik i bunden.