Vovehalsens Vanvittige Velgørenhedseventyr

For nogle uger siden ringede en Christian fra TV Syd og spurgte om han som et led i hans uddannelse som Diplomjournalist måtte lave et portræt om mig. Selvfølgelig sagde jeg! Han arbejder sideløbende med sin uddannelse hos TV Syd i Kolding, hvor hans kollega Jørgen Guldberg havde anbefalet mig. Jørgen Guldberg var manden bag TV Syd reportagen fra mit show i Hammelev ved Vojens tidligere på året. Faktisk er det ganske pudsigt at den Fitness-film som jeg medvirkede i igår, også blev optaget af en TV Syd mand. Dog som freelancer nu, men da Hammelev videoen blev lavet i sommers, der stod han ved siden af som assistent. Nu må TV Syd da snart give efter og dække min og Patricks tur til Mongoliet til sommer 🙂

Det korte af det lange blev, at Christian drak kaffe med mig i 2,5 time mens vi snakkede om løst og fast. Resultatet blev præcis 4000 ord og sammensætningen blev således:

 

“Vovehalsens vanvittige velgørenhedseventyr

PORTRÆT: Peter Weiss fra Vejle lever og ånder for motorcykel-sporten. Stuntshows og konkurrencer er hans levebrød. Til sommer kører han afsted på sit hidtil vildeste eventyr. Fra England til Mongoliet på en lille motorcykel. Ud i det ukendte for udfordringen og oplevelsernes skyld – og for at hjælpe fattige børn i Mongoliet.

 

Vinden er knastør og motorcyklen drøner gennem den golde ørken. Mange tusind kilometer bagude ligger Euro-pa. Forude venter ukendte farer som bjergkæder, floder og korrupte grænsebetjente i lande de færreste kender navnet på.

Et scenarie fra den vanvittige tur, det såkaldte Mongol Rally, som Peter Weiss og hans ven Patrick Spanfelner begiver sig ud på til sommer. Fra England til Mongoliet på små motorcykler. 16.000 kilometer gennem 20 lande, to ørkener og over tre bjergpas.

Drømmejager med mål

Men vovede udfordringer er ikke nyt for Peter Weiss, fortæller veninden Kathrine Nilsson:

– Peter er eventyrer og drømmejager. Han er ikke bleg for at tage chancer og sætte nye mål for sig selv og sin fremtid. Han er modig, men ikke urealistisk og uden at miste sit fornuftige, jyske og humoristiske fodfæste.

Vennen Patrick supplerer:

– Peter er et af de mest dedikerede og energiske mennesker, jeg kender. Han har en kanon evne til nå sine mål.

 

Long Way Round

Spontane Peter Weiss indrømmer dog, at han ikke er så god til langtidsplanlægning. Tingene skal ske her og nu. Men også drømme bliver til virkelighed:

– Mongol Rally smager af den jordomrejse jeg har drømt om, siden jeg så tvserien Long Way Round om to mænds motorcykelrejse jorden rundt. Vi ved ikke hvor vi skal sove, hvem vi møder og hvilke udfordringer vi støder på. Det tænder mig meget at komme ud af comfortzonen, hvor vi skal trække på ressourcer, vi ikke selv kender.

 

 

Moto-show og Enduro

Velkendt er til gengæld farens maskinværksted i Vejle. Metalrør, værktøj og svejseflammer omkranser kontoret, hvor Peter arbejder ved en computer. Han er i gang med at sælge shows og planlægge næste sæson. Han lever nemlig af at optræde med sit Moto-show. Et halsbrækkende motorcykelshow med baglæns saltoer, tricks på ét hjul og hop på ramper og over tilskuere. Når han ikke er showmand kører han langdistanceløb, Enduro, over flere dage i ind- og udland.

Og interessen kommer ikke fra fremmede, fortæller Peter:

– Min far var ligesom mig, da han var ung. Hårdt arbejde og speedwaykontrakt i England. Så jeg var kun 7-8 år, da jeg prøvede min første crosser. Uden min far var jeg aldrig endt ad den her vej.

Nedbrud og harmoni

Vel at mærke en meget snoet vej. Peter Weiss er sproglig student og har en 1-årig HH. Sideløbende med uddannelse, motorløb og rejser har han haft et hav af jobs: avisuddeler, bagermedhjælper, hotelmedarbejder, tjener m.m.. Men det blev for meget at alle pengene skulle dække motorcykelgæld:

– Jeg havde nær droppet karrieren i 2005. Var klar til at skifte spor, men vidste ikke til hvad. Indtil jeg på en tur rundt i Sydøstasien fik øjnene op for offroad i junglen. Naturoplevelser på motorcykel. Mine to verdener smeltede sammen i perfekt harmoni.

Et sjovt liv

Hjemme igen forsøgte Peter fejlagtigt at uddanne sig til salgselev i en tekstilvirksomhed i Sønderborg. Men mavefornemmelsen var helt forkert. Derfor tog han en afgørende beslutning:

– Jeg besluttede at jeg ville leve livet. Ikke fornuftigt eller politisk korrekt. Men sjovt.

Alt har dog også en bagside:

– Det kan til tider være meget ensomt at optræde med sit eget show. Nogle vil også kalde mig egoist. Til gengæld er jeg tro mod mig selv. Jeg stiller mig ikke tilfreds med at det hele smager lidt af leverpostej. Det er vigtigt for mig med gnist og passion.

En livsindstilling som vennen Patrick Spanfelner bekræfter:

– Peter er hudløst ærlig og en fantastisk kammerat. Laissez faire pisser ham af, og ugidelige mennesker siger ham intet. Han er egoist på godt og ondt. Så man skal ikke blive overrasket, hvis han aflyser en aftale, fordi der dukker noget mere interessant op.

Sponsorhjælp til fattige børn

Det mest interessante lige nu for de to venner er Mongol Rally. Et eventyr der først og fremmest bliver en kæmpe fælles oplevelse.

Men de glæder sig også til at støtte den gode sag: at samle penge ind til fattige børn i Mongoliet, så de kan få tag over hovedet, mad og uddannelse. Det sker ved at donere mindst 8.000 kroner samt de penge det giver at bortauktionere motorcyklen i målbyen. Budgettet runder 100.000 kroner, så Peter og Patrick arbejder hårdt på at finde sponsorer.

 

Livets film

Tilbage på kontoret lader Peter tankerne få frit løb. Til Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar. Eventyret er slut, og han kører over stregen på den ramponerede motorcykel. Træt, glad og fyldt med nye historier. Han ser op på jeres udsendte og stiller spørgsmålet:

– Hvis dit liv var en film, ville du så se den?”

SLUT.

Pt. har Patrick og jeg nul konkret opbakning til turen. Hverken økonomisk eller materielt. Dog har vi en del måske’er, som jo er meget populære her i krisetiden. Men hvis der er nogen derude der kan undvære bare det mindste ift. at hjælpe os til Mongoliet, så hører vi gerne fra jer på info@peterweiss.dk. Al hjælp er god hjælp da vi som beskrevet i interviewet, skal bruge ca. 100.000 for at realisere projektet!