Lang næse som Pinocchio

Kender i det med at man stoppede med noget, fordi interessen for det blev tabt? For 8 år siden stoppede jeg med motocross. Idag blev jeg mindet om hvorfor….

 

Broen hvor man aldrig må køre mere end 60 km/t. Færdes du af og til mellem Flensborg og Hamborg, så ved du hvilken en jeg snakker om.  I den fart kan man godt nå lidt Hipstamatic…. 🙂

Powernapping… 547 km hver vej. Godt jeg ALDRIG skal køre den rute igen.

Marc Haftka (teamchef GasGas Preussen) kom på opgave med mig. Først virkede mit baglys ikke (hvorfor havde mekanikeren ikke tjekket det hjemmefra!!!) og så skulle der sidespejl på. 18.40 slap jeg igennem den tekniske kontrol, som lukkede kl. 19.00. Folk er sgu så fine på den med rent luftfilter mig her og rent luftfilter mig der. Marc måtte jo skille min bagskærm ad og afslørede mig i at have et let snavset filter på. Ak, kein problem mein freund 🙂 

Respekt.

Hotel Haus Brünemann. 65 Euro inkl. Lunch Paket (hårde hvide boller med salami). Vågnede 10 min i alarm-tid, sjovt som det indre ur virker når det er vigtigt. Stod op kl. 5, var ude i ryttergården kl. 6 og startede verdens kedligste motorløb kl. 7.27. Slut 13.24.

Marc the Man sidder og snitter fine udskrifter med vores tider. Vi kørte efter B tiderne. A er hurtigst, C er langsomst. Vi kunne snildt have kørt A tider. Jeg var konsekvent 10-25 min. for tidligt på den til specialprøverne. Ved et af pitstoppene mindede Marc mig om at jeg snart skulle være færdig med min picnic. Alt for god tid og alt for meget mad. Mon jeg er velkommen igen en anden gang. Med min præstation, så tvivler jeg.

En kasse mini-rittersport = FACTORY!!! Hvor er det ubegribeligt dejligt at kunne smide dyngen, drikke lidt, spise lidt, pudse brillerne lidt mens en mekker fylder juice på krikken og smører kæden. Apropos kædespray så tog Marc sin “Offroad-Chainlube” men jeg stoppede ham og sagde “Marc, hast du kettenspray für RoadRacing?!”. Han kiggede lidt mærkeligt på mig og så slog han sig på låret af grin. Okay, så sjovt var det heller ikke. Men løbet var mere roadracing/speedway/motocross end decideret Offroad.

Tysken går aldrig ned på pommes, karryketchup, lådne kager og flødesuppe. Ordnung muss sein ved Tysk Enduro. Der mangler ikke noget og alt fungerer til UG!

Jeg kan ikke sige det meget bedre end Pinocchio. Tysk Enduro kan give rigtig lange næser… Især hvis man hedder PW og synes Ekstrem Enduro er for fedt og motocross er for fesent.

De kolde facts: jeg blev 3. sidst i Enduro 3 – den store klasse. De andre var bedre. MEGET bedre. MEGET BEDRE TIL MOTOCROSS!!!

Spol lige tilbage. For nogle måneder siden fik jeg en Tysk Enduro cykel, med det formål at køre tysk enduro. Da DM i Trial og DM i Enduro samt Tysk Mesterskab i Enduro faldt på en og samme dag (idag 11.03.12), måtte jeg vælge. Billund TC ville (7-9-13) give en pokal til samlingen, men ingen ny viden, eller erfaring. Så det blev tyskeren der vandt. Vidste godt det lå liiiige op af Holland, så det ville være sandet, og jeg var blevet advaret af min tyske ven Andreas Lettenblicher. (Facebook…… Peter: Hey Andreas, are you doing the German Enduro Race in Uelsen? Andreas: No man, the german enduro is boring, only flat riding.). Flat riding??? Boring??? Letti er en vild Extreme Enduro fanatisk og ser nok alt som boring og flat…. Men han var spot-on.

Lige fra starten gik, til løbet sluttede, kørte jeg med en mærkelig fornemmelse af lysten til at pakke sammen og køre hjem – allerede under første omgang. Da jeg kom i pitten efter 1 omgang og små 2 timer  spurgte jeg dumt “Fahren wir noch ein runde, oder gibts etwas mehr?!”. Prøvede at få klarhed over hvornår Enduroet startede og hvor meget mere asfalt og mark vi skulle køre for at komme til det sjove. Men det sjove var åbenbart Specialprøverne, som var psykopat bundgas med flagrende arme, ben og styrt rundt omkring. I min verden total hjernedødt. Jeg gjorde hvad jeg kunne, men jeg stoppede jo med MX for 8 år siden bl.a. fordi det ikke længere rykkede i banditten hele tiden at køre hurtigere og hurtigere rundt om mig selv. Nu stod jeg overfor en hær af unge kampklare top motocross sonderprüfungen liderlige mænd, som bukkede mig forover og tog mig på skift… Øv for en lorte måde at afgøre et ENDURO løb på. Fuld skrald igennem store sandhuller, skarpe sandhuller, lange dybe riller og bundgas, bundgas, bundgas. Jeg elsker sten, bjerge, vandløb og bøvl. En gang om året kører jeg i sand og det er til Brande Enduro. Det er rigeligt! Det jeg oplevede idag kunne ikke være længere væk fra min stil. Min stil kom dog til sin ret ca. 1,5 minut hver omgang, i en mikroskopisk enduro-cross-wannabe sektion. Dem der kørte 1 minut hurtigere end mig i specialprøven, væltede over træstammerne og sad fast i sten.

Der har uden tvivl været 40 % mark, 30 % asfalt, 20 % kviksand og 10 % skov. Gennemsnitsfarten har sikkert ligget på 80-90 km/t over hele dagen.

Når alt er sagt og gjort, så blev jeg en erfaring rigere og ca 2.500 kr. fattigere. Lærte nogle nye ord og måden de kører Type 1 Enduro på – og det var den altoverskyggende årsag til at jeg tog til Tyskland idag. For at lære om Type 1 Enduro. Men det var en dyr dag at gøre det på, for jeg hører jo lynhurtigt fra en masse forskellige kanaler, at det var en super dag i Billund.

Mottoet: “If you never go, you will never know” passer fint ind på dagens oplevelser.

Der kommer måske noget video.