Lort med lort på

Lort med lort på

Fik i forgårs installeret min nye TecnoOffroad bremse greb. I stedet for fodbremse flyttede jeg bremsen op til koblingsgrebet, og nu et lille koblingsgreb til tommeltotten. Vældig kompliceret men egentligt meget enkelt. Og et godt våben til Ekstrem Enduro. Mærkede dens effekt i skoven i forgårs og ingen tvivl. Det dur, men pisse svært at køre med efter 18 år med almindelig kobling og fodbremse.

Igår ville jeg så ud og køre 3 gange en halv time på Kolding Cross Bane. Dårlig ide. Efter 3 omgange hvor min kammerat Anders Wonsbeck og jeg ligger og jorder lidt efter hinanden, skal jeg lige springe op på trappehoppet. Ligesom jeg har gjort masser af gange før… No big deal. Men lidt for lidt gas, og så rammer jeg lige en kant med baghjulet og bliver katapultet henover i en flot håndstand som så ender i noget værre snavs. Tror jeg laver en forlæns salto henover cyklen med ca. 50 kmt. Vi kender alle sammen øjeblikket lige inden styrtet… “Okay, det her kommer til at gøre ondt!!!”. Og slask, bum, knæk, rutsche…. Ligger stille og kan absolut ikke få vejret. Vammel følelse. Tror jo man skal dø!? Men man får jo vejret til sidst og så plejer det at blive normalt. Bare ikke denne gang. Blev ved med at gispe efter vejret, ondt i lænd, skulder, kraveben (kan mærke knoglen stikke op) osv. Ingen tvivl, vi ringer efter ambulance. Har rigtig ondt og 10-15 senere er Falck tilstede og jeg får et fantastisk Drug. Kommer langt ud og flyve, verdens mærkeligste tilstand. Føles som en drøm, et computerspil, en fjern verden. Folk er distancerede og himlen suser frem og tilbage. Kan høre min stemme vrøvler og folk skubber rundt med mig.

Pludselig er jeg nede ved Falck bilen. Kan igen sige lidt konkret og forstår situationen. Var ikke sikker på om det var en drøm eller jeg var fanget i en galakse. Seriøst, jeg var virkelig fucked up på smertestillende. Fatter minus og har aldrig prøvet noget lignende. Ryger med udrykning ind på Kolding Sygehus. De har mistanke til indre blødninger, så der stod 12 mand og ventede på mig. Jeg får en hav af nåle i mig, ryger direkte i en CT-scanner, får et rør stukket derop hvor min urin plejer at komme ud og en finger op i nr 2!? WTF!!! Ved ikke helt hvad fingeren skulle derop efter, men det lader til at være ok, og den er hurtigere ude end den kom ind. Kateteret kom for at blive, og først da det kom ud her til aften, opdager jeg at der nok var et meter inde i mig. Det føltes i hvert fald sådan 🙂 De indre blødninger fra lever og nyre gjorde at jeg pissede blod i 12 timer, men det er heldigvis stoppet igen. Så ingen grund til at operere for det. Med kateteret oppe i mig, så skulle jeg ikke bekymre mig om at tisse, det klarede den helt selv. Men her bagefter… Er du sindssyg det gjorde ondt i nyren at få presset dråberne ud. UFF!!!

Lige pt. ligger jeg bare og venter på en ny dag. I morgen skal jeg gerne få noget svar fra lægerne, efter endnu en CT scanning af min lever og nyre og så skal mit kraveben også behandles. Måske skal det have et par skruer og en plade, måske skal det bare vokse sammen af sig selv. Tror det skal have en plade… Det sidder ikke helt stabilt, men det er vist meget normalt.

Timingen er horribel for det her. Det går ud over Romanaics og X-Games. 2 af min karrieres største events. Plus jeg har en masse shows i Juli, som jeg håber på at kunne køre… Og her på søndag har jeg et show. Hvilket fører mig tilbage til overskriften “Lort med Lort på” 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *