Uddybende forklaring omkring styrtet

Uddybende forklaring omkring styrtet

Lige ganske kort update først… Det hele går meget bedre. Kan så småt flytte min arm lidt væk fra kroppen og min vejrtrækning er ikke langt fra 100 % længere. Jeg havde lidt svært ved at få luft nok til en hel sætning, og det gav nogle mærkelige pludselige vejrtrækninger. Det er heldigvis ved at være ovre 🙂 lever og nyre kan stadig mærkes og jeg frygter for mit liv, hver gang jeg kan mærke et nys snige sig ind på mig! Holder igen alt hvad jeg kan og har kun nyst en gang siden jeg kom til skade. Det gør herre nas i hele kroppen, da man jo spænder overalt og det det sidste jeg har lyst til.

Hele skaden er ved at komme på afstand. Jeg var i Sverige og se 3. afdeling af DM’et i Enduro (ironisk, men vi bruger et nærliggende spor til vores DM, fordi det er suverænt meget bedre end vores muligheder i DK). Jeg fik gået en masse og det gik helt fint. Stakåndet bliver jeg hurtigt og så endte jeg med at få noget bøvl med min åndssvage venstre fod igen?! Særligt ude i storetåen går den helt i spasmer. Skal heldigvis til læge på tirsdag, så får jeg tjekket levertal, taget sting ud af skulder og får en undersøgelse af den fod. Den låste helt fast for mig på vejen hjem fra USA og der fik min 86-årige privatlæge og kiropraktor den på plads, men jeg tror der er noget andet galt. Den blev ret så rød søndag aften og for første gang siden jeg kom hjem fra hospitalet, så spiste jeg smertestillende.

Det var super dejligt at se Enduro drengene igen. Ikke at jeg ikke ser dem tit, men lige nu her hvor jeg er lidt skudt i sænk over min skade og alt det jeg misser hen over sommeren, så var det ekstra dejligt at få folks interesse og opbakning.

Hvad laver jeg så nu? Jeg putter ekstra timer i salgs og PR arbejdet for mit show og håber på at få nogle ekstra shows i bogen til efteråret. Får derudover læst en hel masse, hænger ud med venner og veninder og ser generelt bare frem til ca. 1. august, hvor jeg kan begynde at træne igen. Forhåbentligt bliver jeg klar til ISDE (International Six Days Enduro) aka. VM for Hold i østtyskland i September, SeatoSky (Tyrkiet) i Oktober og Roof of Africa (Lesotho) i November.  Vi må se hvad tiden bringer af fysik, økonomi og muligheder.

 

Uddybende forklaring på www.crossnyt.dk fra styrtet:

Peter Weiss skulle køre det der motocross noget for sjov, men det gik ikke helt som planlagt.

Det der sker er…. tirsdag kørte Anders Wonsbeck og jeg ned til Kolding for at snurre lidt rundt. Min grund til at være der, var at selvom om mit hjerte banker for Enduro, så er det nogle gange lidt ensomt at træne i skoven alene. Så lidt motocross med andre trænende omkring mig, fungerer ok for mig.

Der er et trappehop inde i midten af Kolding banen. Har hoppet over det 100vis af gange og er normalt ikke noget der bekymrer mig. Måske netop derfor giver jeg for lidt gas, da jeg på 3. eller 4. omgang vil springe op på den. De første par omgange lå Anders og jeg bare og blockpassede hinanden og goonede. Hoppet er meget stejlt og vipper kørere af i flæng, hvis man ikke lige hopper langt nok. Og det var hvad der skete med mig.

“Det her kommer til at gøre ondt” når jeg lige at tænke inden jeg bliver flået henover styret. Jeg husker at være mega chokeret over hvad der sker i de splitsekunder. Har ingen kontrol, cyklen slinger mens jeg står i håndstand op over styret og så rammer jeg ellers jorden efter en halv forlæns kolbøtte og tumler 8-10 meter hen af den stenhårde lerbane.

Øjeblikke senere, ligger jeg stille og har slået ALT luft ud. Kender følelsen, har prøvet det før, men man tror jo at man er ved at blive kvalt. Ufatteligt ubehageligt men jeg fik jo vejret igen, men bare ikke rigtigt. Noget var galt, jeg jamrede mig og tog mig konstant til mellemgulvet. Kunne mærke mit kraveben stikke ud igennem huden. Racerkøren Nicolas Kiesa har genfortalt det meste for mig. Han lå lige bag mig da det skete, jeg husker ikke meget af det selv.

Der er masser af folk omkring mig, mit hoved holdes forsigtigt, folk forsøger at kommunikere med mig og sørge for at jeg ikke falder i søvn/besvimer?! Jeg husker at en spørger mig “hvornår er næste Enduro afdeling” og der er min grænse nået. “Hold nu din kæft” får jeg sagt. Jeg beklager og håber ikke han tog det personligt, men jeg var ikke i chit-chat humør.

Jeg bliver ved med at pive og beklage mig, og til sidst (10-15 min…??) kommer falck og sender mig ud i en fantastisk rus. Fedt drug, jeg fik øjeblikkeligt forståelse for narkomaner… Jeg sejlede rundt, rablede, vrøvlede, mumlede og var bare RIGTIG langt væk. Kunne mærke de skovlede min krop op på en båre, løftede mig væk og ned i ambulancen. Totalt urealistisk. Havde absolut ikke set min tirsdag udvikle sig på den måde og jeg græd indvendigt. Ikke over skaderne, men over at jeg sikkert lige havde smidt den hidtil mest fantastiske sommer væk.

Brækket ribben og kraveben er hvad det er. Lægerne var pisseligeglade med knoglerne, mens de kun fokuserede på hvorfor jeg havde ondt i maven. Efter en CT scanning på Kolding Sygehus finder de en revne på leveren og rift på nyren. Det bløder fra dem begge og det betyder livsfare. Jeg får ikke mindre opmærksomhed af den grund, og får både en finger op i numsen og kateter i pjerotten. Masser af nåle i hænder og arme, og en kirurg står klar med den kødkniven. En operation var ikke langt væk. Min far, som lige nåede at dukke op, får at vide at det jeg har lavet, er livsfarligt. Fuck hvor den mand tit har sovet dårligt pga. mig, jeg beklager dybt.

Med hasteambulance bliver jeg fragtet til Odense Universitetshospital hvor de har specialister i Urologi (et område inden for lægevidenskaben, som beskæftiger sig med urinveje). Jeg får blæst en masse saltvand i kroppen, så jeg kan få noget afslørende urin ud igennem katedret. Så suger den selv og i 12 timer trak den blod ud. Heldigvis stoppede det her, og jeg blev flyttet fra intensiv afdeling til enkelt-mands-værelse på 12. sal. Luksus!
Først 6 dage senere bliver jeg udskrevet. Ingen operationer af nogen art og mit kraveben vokser selv sammen. Omend lidt skævt, men ligeså stærkt som var det nyt. Krigs minder er jo altid gode at ha…

Dommen er at jeg i skrivende stund stadig har 7 ugers total ro. Ikke engang en kondi-cykel må jeg sætte mig op på. Min puls skal forblive lav, mit system skal ha hvile og især min lever.

Timingen er elendig, men det er den jo altid… Jeg kan ingenting gøre ved hvad der er sket, men jeg vil i tavshed hade mig selv for at misse RedBull Romaniacs Hard Enduro Rallye i Rumænien og X-Games Endurocross i L.A. her i Juni. 2 store motorløb blandt verdenseliten som jeg har brugt RIGTIG mange timer og penge på at få sat i stand. Det er en historie helt for sig… Og ikke at forglemme alle de shows, som jeg skulle have kørt i Juli måned.

Min far har heldigvis opdraget mig til ikke at brokke mig over ting, som jeg ikke kan gøre noget ved. Det er spild af tid, energi og simpelthen bare dumt. Så jeg ser selvfølgelig bare frem til min genoptræning og de motorløb og shows jeg kan nå i efteråret. Flasker alt sig, så når jeg VM for Hold (ISDE) i September, Extreme Enduro Seatosky i Tyrkiet i Oktober og Extreme Enduro Roof Of Africa i Leshotho (kongerige i Sydafrika) i November.

Som min gode ven, den sønderjyske ninja Kasper Jensen skrev til mig på Facebook… Hæng ikke med hovedet, når du står i lort til halsen

 

Og så lige lidt lyrik til allersidst:
Our greatest glory is not in never falling, but in rising every time we fall 
~ Confucius

 

Vi ses derude – hav en fantastisk sommer fyldt med oplevelser!

Peter Weiss

Tekst/Speedy/Peter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *