Landskrona Karneval 2012

Min efterhånden faste plads bag musikken og med en mikrofon i hånden. Vi er landet til Landskrona Karneval i Skåne!

En yderst sjælden gang er der ingen fra publikum der vil med ind i showet – så det blev denne gang mig selv, hvilket var en helt sjov og ganske nervepirrende oplevelse 🙂

Morten Andersen ligger nr. 3 i Trial DM’et og kører alle de tekniske linjer på moto-show setupet rigtig fint, mens jeg står og sms’er 🙂

Morten kører et show torsdag aften, hvorefter Line og jeg hopper på toget mod Vejle for at jeg fredag morgen kan komme under kniven 🙂

Morten får delt nogle autografkort ud til det svenske folkefærd!

Sådan så kravebenet ud inden operation…

… og sådan her bagefter!

18 clips holder huden sammen og en skinne med 9 skruer holder knoglen sammen.

Jeg blev modtaget af en sygeplejerske som barberer mig under højre arm og på brystet. Hun gennemgår alle detaljerne med mig og jeg får sagt et eller andet i retning af “ja vi skal bare hurtigt videre – der er show i Sverige i aften”… Det får hende lige til at slå bremserne i, og en overgang virkede hun som om hun ville stoppe enten operationen eller mig (efter operationen). Hun beder narkoselæger om at stoppe sit arbejde mens hun henter kirurgen, som jeg havde aftalt operationen med. Han har et lunt blink i øjet og spørger “Peter, har du en back-up plan, hvis du nu ikke selv kan komme til Sverige?” Og selvfølgelig løser tingene sig, hvis jeg skulle være for dårlig til selv at rejse tilbage til showet. Han er lun og ved godt at jeg er frisk og ikke nem at holde tilbage, så han lader mig ubekymret være 🙂

Inde i operationsstolen (jep – man bliver placeret i en stol og spændt fast i hovedet) får jeg mit sovemedicin og det sidste jeg får med på vejen af en anden sygeplejerske er “det er godt nok ikke smart at tage til Sverige bla bla bla…” Godnat blev der sagt 🙂

De tænkte selvfølgelig kun det bedste om mig og ville bare være ekstra søde, og jeg ville selvfølgelig ikke tage nogle steder hvis jeg havde voldsomt ondt.

Operationen tog længere tid end forventet, idet der var et par knogle fliger, som lige skulle sættes ind i helheden igen. Det gør mig bare ekstra glad at kirurgen Lars Gorm bagefter siger at det vil styrke kravebensknoglen yderligere, idet han satte de fliger på plads. Jeg vågner lettere omtåget i småsmerter med Line siddende ved siden af. Hun var ellers først blevet sat ind til en anden gut som udbryder “WOW, jeg var fuld igår” idet han så Line – hun får så skiftet fyr og ender hos mig 🙂

Lars Gorm kommer og snakker et par gange efter jeg vågnede. Første gang er meget sløret, men alt gik rigtig godt, jeg har fået en skinne med 8-9 skruer til at holde knoglen sammen. Lars er rigtig glad og tilfreds på begges vegne. Dels fordi han udførte et godt stykke arbejde og han blev tilfreds med operationen, og dels fordi han oprigtigt mente at det var til mit bedste med operationen. Det var en dejlig besked 🙂

Med mig får jeg 5 forskellige poser med smertestillende medicin. Gad vide hvor ondt jeg ville have uden den smertestillende? Et eksperiment, jeg ikke ønsker at gennemføre…

Stunt teamet til Landskrona Karneval! Line, Jon, Ville og Hannes med mig og Nilla på forsædet. Jon kørte Line og jeg på banegården i Landskrona torsdag aften og hentede os igen lørdag middag. Suveræne venner som har gjort så meget for mig og mit show igennem de sidste par år. Kæft hvor er jeg glad for dem! 🙂 Da jeg var i DK fredag til operationen, hidkaldte Jon en bekendt… 60-årige Lennart, som både har kørt Enduro og Trial. Han speakede begge Mortens shows om fredagen og løftede showet på den måde. Derudover indledte 9 årige Ville showet med en åbningstale omkring mig, Morten, Moto-Show og hans egen start på Trial. Genialt 🙂

9-årige Ville indleder showet med en tale 🙂 Jeg er vild med at der sker så mange forskellige ting til mine shows i år… God energi, nye muligheder og tanker! 🙂

Det var ikke lige det hende sygeplejersken synes jeg skulle lave dagen efter operationen… Men med en masse små hvide piller og armen godt låst fast i en smart slynge, så gik det fint. Rollen som kommentator istedet for kører, er stadig ny, men alligevel gammel, idet jeg jo normalt speaker mig selv.

Efter Mortens første show om lørdagen, gav Ville lige en kort opvisning i OSET El-Trial. Et fint sted at starte, hvis man gerne vil igang med Trial. Jeg glæder mig til at køre moto-shows med Ville om 10 år 🙂

Det klæ’r Morten at køre på mit setup 🙂 Morten er efter min mening en af de allerbedste tekniske kørere i Danmark og han kører fejlfrit på setupet. En skøn (og presset) weekend som vi, med så gode billeder, sent vil glemme!

Stunt crewet i vores fine nye t-shirts som blev designet af Lars Sørensen (Jelling), trykt af Storm Textil (Brønderslev) og leveret på operationsdagen d. 12. juli… Line og jeg nåede at hente en taske fuld og slæbte dem med til Landskrona.

Karneval i Landskrona!!! Safri Duo – nu på skraldespande 🙂 De her drenge var faktisk super gode og sjove… De holdt deres egen fest 🙂 Efter optoget tog jeg en time på øjet på hotelværelset, som Morten ellers fik for sig selv. Morten, som at dømme ud fra den medbragte hovedpude og dyne, vist aldrig har sovet på hotel før?

Citat Morten: “Er der sengetøj og så’n ovre på hotellet?!” 🙂

Lørdagens 2 shows var meget spredt. Det første kl. 13.00 og det sidste 20.30 – som billedet her vidner om, var solen ved at gå ned. Vi havde rigtig mange tilskuere og stemningen var høj!

Et af Mortens sidste hop i Sverige. Efter showet pakkede vi hurtigt sammen (I ER FOR SEJE!!!!!) og satte os ned i midten af Karnevalet og fik en forfriskning, inden turen på ca. 4 timer tilbage til Vejle begyndte. Var nødt til at holde 3 pauser for ikke at falde i søvn… Men det gik og Morten fandt tilbage til Holstebro hvor han nu for anden gang i træk blev stoppet og forhørt af det lokale Politi. Morten ser nok lidt suspekt ud i de lyse morgentimer i sin lille Hiace 🙂

Flere billeder af Showet her