DM Ekstrem Enduro Sølv

Halløj…

Så er den værste damp taget af. Sidder pt. i Zürich Lufthavn og venter på min transit til San Francisco. Skal over og køre King Of The Motos d. 3. februar og Nitro Enduro Challenge d. 22.-23. februar.

Løbet igår var for mig en af de værste køreoplevelser nogensinde. Det starter nu godt nok ud med at jeg tager starten. Kort inde i løbet får jeg den styggeste armpump og begynder at lave fejl. Især på en af de første bakker, ser jeg ikke den rigtige linie, og bruger hele 3 forsøg på at komme op. Pinligt pinligt pinligt og jeg skammer mig! På det tidspunkt husker jeg at både Emil Uno og Thomas Kongshøj sniger forbi mig. Sætter efter dem, overhaler og så kan jeg ikke helt redegøre for hvad der sker. Emil falder tilbage i feltet mens det kun er Thomas der bliver hos mig. Han fører længe, mens jeg ligger og venter på et godt sted at overhale, gør det, og lægger afstand, kun for så igen at fucke et eller andet op. Hvis jeg ikke væltede, så sad jeg fast, og det er der i øvrigt film af, har jeg lige set på Enduro Danmarks Facebook side. En skam videomanden ikke fik det hele, for hold nu fest hvor jeg stod og hev i den satans gasgas længe. Magen til amatør kørsel har jeg sjældent stået model til.

 

Jeg ved hvor et af de største problemer lå – min affjedring. Den ville absolut ikke absorbere nogen som helst huller og tæskede min krop ustandseligt. Ubehageligt og kæmpe ulempe at køre med. Derudover var pigdækkene måske lidt uvante for mig, selvom jeg har kørt 2 gange med dem siden jeg kom hjem fra USA. Summen af min indsats i første heat blev dog trods alt til en sejr, selvom jeg brækkede min bagbremse pedal med 4-5 omgange tilbage. Heldigvis havde jeg det her smarte Tecno Offroad bagbremse greb på min cykel, så jeg kunne stadigvæk bremse med venstre tommeltot. Om end noget besværet og langt fra lige så komfortabelt, som med sin højre fod, så virkede det dog…

 

Havde pakket meget sparsomt til dette løb, så jeg hurtigt kunne komme hjem igen (dumt dumt dumt), tømme fatters bil (min egen står uden nummerplader siden oktober til og med marts, for at spare vægtafgift/forsikring) og få vasket tøj samt pakket færdigt. Dum beslutning ikke at tage ekstra med, men nu hvor tommeltot bremsen virkede godt nok til at jeg kunne vinde 1. heat, så kunne jeg vel gøre det igen i 2. heat. Efter ca. 30 minutters pause, røg vi tilbage til starten, og jeg kom først op i første sving, men husker tydeligt at jeg allerede i første sving, havde glemt at bremsepedalen ikke virkede. Var vist ret tæt på at jorde Emil 🙂 Det går alligevel lige akkurat, og jeg kommer afsted og lægger lidt afstand. Bum, så sker det. Min homo tommeltot bremse holder op med at virke. Så nu er der altså ingen bagbremse overhovedet og kan glemme alt om at prøve at angribe sving, lave udskridninger, seriøse nedbremsninger osv osv. Jeg vælter i et sand sving, men er stadig i føringen. Så kommer ham den hurtige tysker (aner ikke hvad han hedder) op og han slipper nemt forbi mig. Kort tid efter kommer Thomas og jeg vinker ham pænt forbi med venstre arm. Ingen grund til at ødelægge deres ræs, og spekulerede lidt i at hvis nu tyskeren vandt, thomas blev 2er og jeg 3er, ville jeg så stadig vinde? Vidste ikke hvad tyskeren blev i 1. heat men havde på fornemmelsen at han blev 3er. Nå, men der går ikke lang tid, så sidder den her kære tysker uhjælpeligt fast på en lille sandbakke. Han har simpelthen gravet sin cykel så dybt ned, at vi aldrig så ham igen. Så der fik jeg min 2. plads tilbage, men hvis Thomas kunne holde den hjem, så ville jeg stadig kun få en 2. plads samlet. Få sving senere, ser jeg Thomas rode rundt på en bakke, som han vist havde lidt ekstra udfordringer med. Den var lidt mere teknisk end de fleste andre, så jeg suser direkte ind foran ham og fandmer om jeg ikke på min komplet umulige knallert har taget føringen tilbage. Tænker det må være løgn at jeg skal slippe afsted med det her, forsøger at gasse lidt mere, men kommer gang på gang ud på dybt vand, fordi jeg ikke kan få bremset geden ned, og selvom jeg udemærket godt ved den ikke virker, så trykker min højre fod nedaf 100 % reflektorisk – jeg har jo ikke vænnet min krop til at angribe en bane velvidende at jeg kun kan bremse på forhjulet, og med det sagt, så er det jo med forhjulet på højkant… Ikke noget med at bremse mens den ligger lidt ned i indgangen til sving, så ryger man ned. Med Rekluse kan man jo sige farvel til det der hedder motorbrems… Det er faktisk ganske ubehageligt ikke at kunne bremse, hvis nogen skulle være i tvivl.

 

Thomas indhenter mig indenfor den næste omgang og lægger afstand til mig. Humøret er helt i bund, for jeg kan bare se ham køre afsted med hvad jeg føler mig selvskrevet til at vinde. Sjovt nok, så holder han igen parkeret på samme tekniske bakke som før, og jeg tager føringen fra ham igen. Kan ikke huske hvornår jeg fik brækket min venstre pegefinger bagover, men den er øm er træt af at blive brugt. Som dråben der fik mit bæger til at flyde over, var at jeg halvvejs inde i 2. heat begynder at få smerter nede i lænden igen og det bliver ikke bedre (jeg tænker “fuck jeg skal til USA imorgen og køre 10 gange så fede motorløb, hvad ligger jeg her i Balle og smadrer mig selv for!!!). Mine vingemuskler begynder at krampe og venstre ben krampede en enkelt gang, da jeg var liiiige ved at smide den et sted på banen, hvor Løvenskjold stod og observerede. Pløjede igennem afspærringen og ind igen umiddelbart efter, no big deal.

 

“Alle hjælper med at rydde op efter løbet” var jeg heldigvis fritaget for, når man har brugt en dag på at sætte pile, pinde og bånd op. Begav mig tilbage mod Vejle og fik pakket og drog til lufthaven med DSB kl. 5 i morges. Beklager jeg ikke var der til præmie overrækkelsen!

 

For mig handler det tydeligvis om at vinde. Men det handler mere om at køre optimalt og køre op til mine evner og forventninger. En resultatliste viser jo kun hvordan man klarede sig ift. de andre, og tænk sig hvis Thomas var udgået i 2. heat og jeg havde lusket afsted med sejren? Det havde jo været uhørt hvis jeg skulle kunne kalde mig Dansk Mester på den usle baggrund af en præstation jeg kunne levere.  Og det er det der pisser mig af helt ned i den dybeste fuge af min grundvold. Jeg ved at jeg kunne have vundet det løb hvis min cykel havde samarbejdet. Thomas havde en bedre dag end mig og hans præstation var over min. Han var super stabil, kørte sgu godt til på det nemmere af banen, hans cykel faldt ikke fra hinanden og han har helt sikkert også passet sin træning i vinters. Så tillykke til ham og hans team. Jeg misunder ham at han havde 4-5 friske fyre med op til løbet som alle støttede ham, fungerede som mekaniker og pitcrew. Det så godt ud. Det er en af de ting jeg altid har savnet i min sport – at kunne fokusere 100 % på at køre motorcykel, og så lade ting som det tekniske arbejde være op til nogen der er gode til det. For det ved ALLE, at jeg ikke er 🙂

 

Skal jeg være lidt kritisk overfor selve løbet, så var det et godt Enduro løb. Men det var jo altså stadigvæk meget langt fra Ekstremt, og det må Moffe give mig ret i. Jeg talte med Moffe (aka Dan Uno, løbsarrangøren) om det, da vi gik og markerede sporet om onsdagen. Han kom til at tænke lidt for bredt og ville til at lave noget til C-kørerne, men fik ham heldigvis talt fra det. Hvem siger at alle skal kunne gennemføre et danske Ekstrem Enduro løb? Det er jo netop pointen! Det skal være PISSE svært og ikke bare en ekstra hillclimb her og der. Der var jo ikke noget rigtig svært igår, men det var stadig en udemærket løbsbane – til et almindeligt Enduro (minus nogle af bakkerne). Ingen kan tillade sig at rette for meget kritik hvis man ikke selv aktivt forsøger at hjælpe med at forbedre, men som kører havde jeg gerne set at vi skulle bruge alle de kæmpe store sten som lå i ryttergården og så synes jeg ikke løbet skal afholdes om vinteren, for så udelukker man netop kørsel på de store sten, i og med de fleste stiller op på pigdæk. Pigdæk på sten er en rigtig dårlig kombi. Nogle træstammer kunne også have været skønt, men det er alt sammen ønsketænkning og måske noget der kan arbejdes med til næste år. De kommer jo ikke af sig selv og det er altid Tordenskjolds Soldater der trækker det helt store læs.

 

Jeg håber at der kommer en sommer udgave af et dansk Ekstrem Enduro en dag. Det ville måske få nogle flere kørere ud af busken, hvis de er inde i en god køreperiode, de er ikke bange for at fryse ihjel, eller brække arme og ben på den stenhårde jord. Hvem ved. Det ville i hvert fald være lækkert at være mange flere til start og have mere konkurrence – det kan kun være godt for sporten. Ekstrem Enduro er der masser af fremtid i. Løbene blomstrer overalt i verden, og der er bestemt mangel på Ekstreme udfordringer i Skandinavien.

 

Nok herfra mig, jeg skal vist til at finde mig en propelmaskine 🙂