|
biografi
I 1990 fik jeg min første køretur på en lille Yamaha PW 50 i en alder af 5 år. Sammen med min 1,5 år ældre storebror og genboens dreng, drønede vi rundt i deres baghave i timevis. Jeg husker tydeligt styrtet efter det mikroskopiske flyvhop, vi havde lavet ud af en træplade og et stykke træ. Ligeså tydeligt jeg husker at vælte i landingen, lige så tydeligt husker jeg hvor fantastisk et sus det gav i maven. Jeg var omgående fanget og med hjælp fra min far, kom både min storebror og jeg igang med at køre på vores mark og på forskellige baner. Men først i '97 kom jeg i gang med at køre i klubber. Siden den dag i genboens have, har dét at køre motorcykler været en stor del af min barndom, ungdom og mit voksne liv. Det er min største passion og jeg elsker hvert minut af det. Min livsstil er formet omkring de 2-hjulede og det er blevet min integritet.
Jeg bor i Vejle hvor jeg blev født i 1985. Jeg har rejst meget, set forskellige steder af verden og opholdt mig i følgende lande over længere tid:
Norge, Sverige, Tyskland, Tjekkiet, Tyrkiet, Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Spanien, Rumænien, Jugoslavien, Singapore, Malaysia, Thailand, Laos, Cambodia, USA, Hong Kong, Macau og Kina. I 2008 blev min drøm om at køre og bo i udlandet realiseret. Det prestigefyldte spanske enduro mesterskab var målet. Desværre var det rigtig svært at tjene penge som udlænding i Spanien, når jeg fra starten ikke kunne sproget. Derfor var mit spanske ophold kun et halvt års tid. Oplevelsen var alligevel fantastisk og jeg lærte rigtig mange spaniere at kende. Landet fascinerer mig med dens smukke natur og perfekte træningsklima. Jeg deltog i en af de spanske enduro mesterskabs afdelinger, såvel som et regionalt udholdenhedsløb, og placerede mig midt i feltet efter 8 timers benhård konkurrence. Ruten var 60 km. lang og tog os igennem smuk natur i Sierra Nevada.
Kina har jeg også kigget nærmere på et lille halvt års tid, da jeg fik tilbuddet om at sætte et nyt live stunt show op for et amerikansk firma.
Baggrund Min baggrund er motocross, hvor man kører stærkt på en lille lukket bane med hop, sving, bakker osv. Som 14-årig brækkede jeg begge ben og kom til at tilbringe 2 uger i kørestol, efterfulgt af 12 uger på krykker. 1 måned efter krykkerne blev smidt, var jeg atter på motorcyklen igen. Udover at have brækket begge ben, har mine arme været brækkede hver især på forskellige foranledninger, fingre og tæer ligeså og at liste alle mine mindre skader og skavanker op, vil blive en meget omfattende opgave. "Ingen kører gratis...."
Da jeg var 18 år gammel var jeg blandt de 30 bedste Motocrosskørere i den danske topklasse, 250/450cc. Som helt lille viste min far mig og min storebror en udsendelse i TV, som omhandlede et traditionsrigt motorløb i Danmark, ved navn Grand National. Det var et udholdenhedsløb på motocross motorcykler, hvor man kørte i et åbent militært terræn i timevis. Udsendelsen blev optaget på VHS og blev set utallige gange. Mange år senere holdt jeg selv til start ved dette traditionsrige motorløb, i 80cc klassen. Store personlige grænser blev dengang brudt, for Grand National var i mine børneøjne verdens værste og sværeste løb. Det blev over årene klart at jeg havde flair for de lange udholdenhedsløb, og i 2007 tog jeg kampen op om Danmarks Mesterskabet i netop den disciplin, som hedder Enduro. Enduro stammer fra ordet Endurance, som oversat til dansk betyder udholdenhed. Enduro er fantastisk fordi man altid kommer igennem nyt, anderledes og naturligt terræn. Man er mere i kontakt med naturen end ved motocross og fornemmelsen af at være frigjort, er stor. Det kræver meget for at være god til Enduro. Udholdenhed, stærk fysik, god teknik, strategi og økonomisering af kræfter og materiale. Det samme år som jeg vandt Danmarksmesterskabet i Enduro kørte jeg i en tilsvarende men større serie i Nordtyskland og var ligeledes den bedste der.
Udfordringer har altid appelereret til mig. Derfor lød Extreme Enduro spændende i mine ører. Det er en lille niche motorsport, som afvikles få steder verden over, bl.a. i Østrig. Her afvikles "Erzberg" en gang årligt og i 2008 fik jeg min Extreme Enduro debut her. Selvom jeg ikke heller ikke gennemførte løbet i mit 2. forsøg i 2009, har jeg stadig rigtig gode resultater derfra. Det er den ultimative test af mand og maskine, og meget få mennesker fra hele verden har evnerne til at nå det ternede flag. Jeg vil være i blandt de få i fremtiden.
Blandt de bedste til Erzberg var der stort set kun Trial-kørere at finde. Defor gav det mening for mig at prøve den sport, da jeg indså hvilke evner det krævede for at gennemføre Ekstrem Enduro løbene. Fart og styrke var ikke længere nok for at være blandt de bedste. Jeg blev nødt til at uddanne migselv i at køre motorcyklen til perfektion. Det er derfor jeg idag bruger mange timer ugentligt på Trial motorcyklen.
Derudover fandt jeg selv på at køre lidt Freestyle på min Trial motorcykel. Det kom ud af det blå, men hænger rigtig godt ved nu. Det giver mig adrenalinkick som jeg ikke troede var mulige. Jeg træner tricks på jorden såvel som i luften. Mit bedste trick til dato er Backflippen (= baglæns salto med motorcyklen).
Min passion for at køre på motorcykler er meget intens. Derfor gør jeg hver dag noget enten stort eller småt, for at rykke mig nærmere mine korte og lange målsætninger. Idag tilbyder jeg sjove og underholdende motorcykel shows, som går under navnet MOTO-SHOW. Det er et godt tilbud til de fleste anledninger og aldersgrupper, hvor der er behov for underholdning. Se mere på hjemmesiden www.moto-show.dk
|