For ca. 1 måned siden vågnede jeg midt om natten med en ustyrlig smerte i mit venstre knæ. Jeg lå på ryggen, benet bøjet og kunne ikke få smerten væk eller strække benet ud. Jeg moslede rundt i nattelampens lys, lagde mig på siden, bøjede det yderligere, og strak det tilbage. Lidt ligesom at løsne en rusten skrue, der skal lirkes lidt før at den giver sig! Efter ca. et kvarter kunne jeg strække det ud igen, og smerterne var væk næste morgen. Mystisk… Meget mystisk!
I lørdags, for 6 dage siden, kæmpede Martin Freinademetz og jeg 4 timer på en bakke. På GPSen kunne vi se at vi havde tilbagelagt 700 højdemeter på de 4 timer. Altså, et vanskeligt terræn. Vi kæmpede hårdt, som vi jo kan lide. Sveden sprøjtede ud af alle ventiler, vi var gennemblødte og Martin fortalte mig senere at han blev svimmel til sidst. Det tror da pokker! Jeg kunne mærke en spænding i en den højre ballemuskel, så derfor forsøgte jeg at strække ekstra meget ud næste morgen. Det gik og jeg pressede ikke så meget på om mandagen, mest pga. tekniske problemer.
De næste 2 dage, tirsdag og onsdag, var hviledage, og jeg kunne mærke noget omkring højre hofte. Dernæst torsdag (i går), hvor jeg ikke følte mig besværet, men dog foretrak jeg at stige på cyklen fra højre side af, så det var venstre ben der skulle svinges over. Hmm. No big deal, det går over. Plus jeg havde noget sjov trykken for øret over de seneste dage, mon det bare var højden….? Hmm.
Kl. 4. i nat vågnede jeg med en gennemborende smerte i mit højre hofteområde og kunne mærke et træk om i ballen og ned mod knæet. Aha, der må være nogle muskler der er trætte af mig. Fair nok, jeg er en klaptorsk til at varme op og strække ud. Idiot. Det skal der laves om på :-) Klaus og jeg havde aftalt at stå op kl. 7 for at fikse cyklerne til et superfedt løb i Timisoara, ca. 3,5 time væk og netop det område som jeg besøgte i rumænien for første gang i 2007, 2008 og 2009. Prologen var idag, og 100 km i morgen og 50 km i morgen. “Jeg er fucked Klaus”, var alt jeg lige kunne sige. Prøvede at gå lidt rundt, men mit højre ben ville meget nødigt bøje, så jeg gik som en gammel mand. Satte et håndtag på en af cyklerne, humpede lidt rundt og bandede. Sagde farvel til Klaus og lå bitter tilbage og så lige en stor oplevelse gå min næse forbi!
Torsdag aften ved 18 tiden, min motorcykel driller, så jeg lader Klaus Scoute færdig, og så kører vi hjem sammen. Alt virker fint… Torsdag aften går jeg almindeligt i seng, og vågner med en smerte i hoften, som konsekvens af overbrugte muskler.
Heldigvis, havde Martin og Sigi (Martins kone) booket en 65-årig fysioterapeut til at se på nogle sager i familien kl. 12. Jeg kom forest i køen og blev straks behandlet. Kender i de folk der bare aldrig holder en talepause….? Det var ham. Hold nu op for et snakkechatol. Fik dårligt et ord indført, ej heller lov til at lukke øjnene når han rigtig borede fingrene ned i musklerne på mig. Vældig klog mand, ihvert fald efter eget udsagn. Han startede i det forkerte ben, men forsikrede mig om, at hele kroppen hænger sammen, derfor skal alt løsnes. Ja da. Især venstre hofte støttede højre hæl og i min højre hæl blev jeg for 11 år siden opereret og bærer idag stadig 8 skruer. Netop pga. de skruer mente han at jeg kompenserede for en dårlig gangstil, og det gav problemer.
Summa sumarum blev at han gennemborede begge mine ben, og samtidig fik min højre tennisalbue også lige en behandling. Jeg kører jo meget på de motorcykler og det giver hård belastning. Især i højre armen, idet jeg både skal dreje på gassen og bruge bremsen.
Efter vel over en times tortur hvor han slog sig på låret af grin og spurgte “are you a Viking, yes or no!?” utallige gange i forbindelse med de mest ømme punkter, skulle jeg prøve at rejse mig og gå med ham. Nu kunne jeg lidt mere, men ikke uden hans støtte. Vi gik ud i køkkenet, hvor jeg fik et glas vand og han gik ind i et andet rum. Et par slurke inde i glasset, begyndte det virkelig at sejle for mig, jeg hyperventilerede og mistede glasset. Snakkechatolet kom tilbage og fik mig i en stol. Så begyndte det virkelig at blive sjovt. Vejrtrækningerne blev hurtigere, mine fingre snørrede sig sammen og reagerede dårligt på mine kommandoer, en snurren i hele kroppen bredte sig, især i hænder og fødder, min hørelse blev øjeblikkeligt forringet og hverken jeg eller fysen (hvis navn jeg ganske enkelt ikke husker!) forstod hvad jeg prøvede at sige. Han hældte vand i mit hovede, på mine arme og ventede indtil “det” drev over. Magen til forestilling fordi man aldrig strækker ud.
Det med hænderne der krympede sammen har noget at gøre med for lavt Calcium indhold i min krop og desuden havde jeg efter hans bedste vurdering for lavt blodtryk.
Vi skal ses igen i morgen tidlig og jeg glæder mig til få mine ømmeste muskler gennemtævet af hans fingre en gang til.. Indtil da skal jeg ligge og slappe af, få noget energi tilbage i kroppen og så ellers tænke en ekstra gang over udstrækning/opvarmning.