Under naturens kald her til morgen, hører jeg inde fra det ene værelse at Ole, Kurt og Dan er ude af løbet. De får dog lov til at fortsætte og gennemføre, men tæller ikke længere med i den officielle resultatliste. Grunden er, at de var over 1 time for sent hjemme igår. Der er kontant afregning.
Med det i mente, fyrede vi alle til den idag. Og det er sørensjaske lettere sagt en gjort. Som nogle af de kloge gamle hoveder hjemme i DK havde øffet om, så er det transporten der ville være værst for os. Og sådan set sandt nok. Det er virkelig barske vilkår at kæmpe 10-20 miles på bjergsider i ekstremt glat føre med mudderhuller dybe nok til at gemme mand og motorcykel – på en gang. Der skal koncentreres, fokuseres og bides baller sammen konstant. Lille uopmærksomhed kan blive fatalt for resten af ens deltagelse.
Afsted derudaf i 4. gear ser jeg pludselig et blæverhul kort forude. Beslutter med det samme at springe over det, men…. hjulet spinder i afsættet og jeg kører direkte i hullet som slugte langt over halvdelen af min motorcykel på et splitsekund. Jeg fortsatte selv igennem luften hen over styret og fik smurt mig selv godt og grundigt ind i tyk sort mudder. Tilbage til cyklen og i det samme kom en kører mig til undsætning. Helt uundværligt. Hen begyndte at flå i den bagfra, men den rokkede sig ikke en mm. Intet. Så gik jeg i pølen for at skubbe på men når man står i skridthøj mudder, så er det ikke særlig sjovt længere. Så jeg asede og massede med at komme op igen, og sammen med Mick (som han hed) fik vi vrikket den skrå, så der kom lidt luft ind. Lidt med lidt blev den slæbt op og det tog en pokkers tid, fordi der ikke var noget at sætte fødderne i. Intenst. “You, Me, Pint” var Micks sidste kommentar, efterfulgt af et stort grin!! Fantastisk fyr og jeg prøvede at hænge på ham resten af dagen for at lære af en stormester som han er/var.
Der er så afsindigt meget at lære af de andre. Niveauet her til Scottish er rigtig højt, og deltagerne er meget imponerende. Der er så kæmpe stor forskel på mig der har kørt trial et godt års tid og de der kører deres 10.-20. Scottish. Det er fedt at være med, men også en bekræftelse af at mit niveau ikke er super sjovt at tage med til så barskt et løb. Jeg håber min fysik redder mig, for min teknik gør i hvert fald ikke.
Mine navigeringsevner redder mig i hvert fald heller ikke, for jeg for selvfølgelig vild i dag og kørte 10 min uden at se et skilt. Det kostede så totalt 20 minutter, men jeg var alligevel tilbage i ryttergården hos Honda Trucken og tilhørende mekanikere/hjælpere en halv time inden tid. Så der blev skruet, renset og gjort ved.
Jeg glæder mig til en ny dag – og den truer!