Hallow derude…
Jeg var til Sønderjysk Terræncross igår. Dog ikke som deltager, men som tilskuer. Det er endnu for tidligt at køre motorløb. Jeg har trods alt kun været ude og køre på Enduro cyklen 1 gang siden styrtet d. 29. maj. Hvis sandheden skal frem, så ville jeg gerne have kørt med til Sønderjysk Terræncross. Det er et unikt løb med stor deltagelse, og det var der jeg vandt mit første DM i 2007. Men jeg vidste på forhånd at jeg ville opleve en masse irritation og (unødvendig) vrede, hvis jeg stillede op og måtte krampe sammen kort inde i løbet. Derudover tror jeg slet ikke at min højre skuldermuskulatur er stærk nok til at holde fat i 2.5 times højt tempo. Jeg kan og vil almindeligvis vinde alle de danske Enduro løb som jeg deltager, i men ikke efter 11 ugers pause. Min holdning er anderledes til de udenlandske løb – der er jeg ligeglad med placeringen, der er det oplevelsen, min egen præstation ift. udfordringen, det pragtfulde terræn og de sjove udenlandske venner der tæller.
Jeg tror at der er mange af jer derude der kan nikke genkendende til den følelse jeg sidder med. Når man ved hvor godt man kan præstere under de rette omstændigheder, så er det ubeskriveligt frustrerende hvis fysikken gør at man ikke kan præstere på det niveau længere.
Angående ISDE så fik jeg fornemmelsen af at være blevet misforstået i min begrundelse for hvorfor jeg ikke stiller op for det danske hold. Jeg vælger ikke ISDE fra pga. en tur til Rumænien. Jeg er udemærket klar over at Søren Nissen, som holdkaptajn, har lagt sig i selen for at få et dansk hold stillet klar til ISDE ’12 i Tyskland og al respekt for hans store indsats, for mange andres skyld end hans egen. Derfor er jeg også klar over at der blev stillet et hold, og at en tilmelding var bindende – i hvert fald moralsk. Netop af den grund springer jeg ikke fra, fordi jeg bare hellere lige vil et smut til Rumænien og lege med Klaus. Det er ikke årsagen. Årsagen er 11 uger på bænken – Rumænien var bare et plaster på såret, et fedt sted at genoptræne (oven i købet med en god ven) og så vil det i øvrigt kun blive aktuelt hvis der er 1-2 personer, der melder sig til samkørsel frem og tilbage. Jeg har ikke måttet få pulsen op i 8 uger efter uheldet, og var nødsaget til at gå med arm i slynge dobbelt tid, pga. Odense Universitetshospitals kirurgiske overlæges beslutning om ikke at operere mit kraveben umiddelbart efter styrtet – og “tvang” mig derfor ud i en privat undersøgelse af alternativer, som endte med en operation, 9 skruer og en skinne, d. 13. juli (altså 6,5 uge senere). Faktisk har jeg været for hurtigt igang med fysisk arbejde, løb, tennis, svømning og Trial – fysioterapeutisk set må jeg først begynde med aktive øvelser nu på fredag d. 24. august…
Pointen er, at jeg vidste at der var en ISDE-reserveliste, som var klar til at træde til, i tilfælde af nogens afbud. Jeg varslede mit afbud allerede kort tid efter uheldet d. 29. maj og det er d.d. kun en god uges tid siden jeg for første gang svingede træbenet henover sadlen igen. Jeg talte med min gode ven Peter Andersen om mit afbud, og som tidligere deltager sagde han “at man skal ikke undervurdere Six Days”. Jeg er overbevist om at jeg kort inde i løbet vil hænge i laser og opleve resten af dagene som ren overlevelse. Principielt ønsker jeg ikke at stille op i for mange løb, uden at være godt forberedt. Både fysisk, mentalt og ikke mindst økonomisk. Min skade endte alligevel med at koste mig rent økonomisk, så heller ikke her finder jeg stor oprejsning til at deltage i et motorløb i verdensklasse, som sikkert nemt render i 15-20.000 kr. inden vi er hjemme igen, hvilket svarer meget godt til de penge skaden har kostet mig.
Efter så mange år i sporten, så kender jeg en hel del af mine Enduro-venners gemyt og jeg kunne bestemt mærke dårlig stemning da jeg mødte dem i søndags. Der hvor skoen måske trykker lidt, er at et afbud som mit, betyder at en af klubholdsdeltagerne bliver rykket op på Trophy holdet og dermed kan klubholdet risikere at måtte aflyses.
I bund og grund er problemet at jeg har været på bænken i 11 uger og føler mig på ingen måde klar til at præstere 6 dage med ca. 8 timer i sadlen dagligt. Alle ved at jeg har en høj grundform og så kommer man hurtigt igang igen, men alle kan vist også sige sig selv at ca. 48 timers enduro spredt over 6 dage, ikke er noget man kommer igennem halvhjertet. Derfor meldte jeg ud at jeg ville af holdet, så en af de kørere på reservelisten kunne få en reel chance for at blive klar. Der er trods alt stadig en lille måneds tid til afgang. Og jeg ønsker selvfølgelig holdet al held og lykke og “beklager” at jeg kom til skade, men det er vist den risiko der følger med i vores liv… :-)