I forgårs fik jeg en besked fra min “team-mate” i USA, Bryan Roper: “We have a problem. I tried to start your bike before I left for Cali tomorrow and it won’t even kick over… I’m calling Doug right now to figure this out…” 5 timer senere får jeg den her: “False alarm! We are putting it back together right now. It was the strangest thing, but we should be all good. I’ll give you one more confirmation when we get the bike running!” og 2 timer senere denne: “Dude, it was working fine, then set it up right and now it’s back with the same problem…!!”
Okay, her er hvad der er sket. Jeg kørte mit sidste løb på den til Nitro Enduro Challenge d. 22. februar, i Mesquite, Nevada. Jeg kørte sammen med en UTV og bum, det var sidste gang jeg sad på den knallert på den tur. Min mekaniker Douglas kørte den tilbage til pitten, ingen problemer der, og Bryan tog den med til Phoenix, Arizona, for at vaske, preppe og aflevere den på drop-off lokationen i L.A. Najs nok. Klasse. MEN så er der sket et eller andet imellem sidste gang jeg sad på den og til den dag dette her mystiske problem opstod. Bryan hævder at have haft koblingen, vandpumpe osv taget af og de et par gange har fået den startet igen, men så døde den også igen.
Det ender med at jeg igår aftes, da jeg arbejdede på restauranten, kom i tanke om mine venner i Riverside, ca. 1 times kørsel fra drop-off lokationen. De kunne måske lokkes til at modtage cyklen og bruge weekenden på at få den skilt ad og selvom jeg ikke regnede med at de kunne lave den, så kunne de i det mindste lokalisere problemerne. Da jeg får denne ide, er Bryan undervejs fra Phoenix (husk der er 9 timers forskel) og han kan smide cyklen af hos Justin i Riverside. Justin forklarer at Bryans forklaring er håbløs og han var ret sur over hans mangel på interesse for min sag – ifølge Justin havde Bryan vist mere travlt med sig selv. Bryan siger at cyklen skal afleveres senest mandag morgen, så Justin har hele weekenden, hvilket jo egentlig er godt nyt.
Igår aftes, efter endnu en travl aften på restauranten, kommer jeg hjem og der er ikke noget nyt fra Justin. X-Games folkene sender mails til mig med store spørgsmålstegn og jeg svarer tilbage at jeg gør hvad jeg kan fra den situation jeg arbejder ud fra, men at vi jo har til på mandag, så det burde være ok…. Jeg vågner så imorges ved 7 tiden og læser en mail fra X-Games at drop-off er idag (lørdag – husk det er fredag nat i USA) inden kl. 9.00. BUM. Det har Justin så imidlertid også fået at vide, idet Bryan fandt ud af det, da han afleverede sin cykel på havnen og skyndte sig at sende en besked til Justin.
Så pt. er cyklen skilt ad helt ned til krumtappen. Krumtappen er i stykker og det faktum at Bryan og hans far blev ved med at prøve at tvinge cyklen igang 2 gange efter den døde første gang, har efterladt mærker i topstykke og fået kørt flere metalstumper rundt i krumtappen. Der er et seriøst stykke arbejde forude for at få den her motorcykel til at virke igen.
Justin kører stadigvæk ned til Drop-Off lokationen i morgen tidlig (altså lørdag morgen) og afleverer en smadret motorcykel med stumper i plasticposer og kasser. Jeg har emailet den brasilianske gasgas kommunikations ansvarlige, og håber at han kan enten skaffe mig alle reservedele samt en mekaniker, der kan lave det hele for mig, eller skaffe mig en anden motor/motorcykel. Dernæst er spørgsmålet om min amerikanske sponsor stadig står bag mig økonomisk, for jeg kan på ingen måde selv betale den her reparation.
Som nogen måske vil kunne huske, så foreslog jeg at vi skiftede den brugte gasgas ud med en ny ktm350, da både jeg og Esben har kørt flere hundrede timer på den her cykel nu. Jeg forklarede at en så brugt maskine hurtigt kan blive dyrere for ham end en helt ny, men der var ikke interesse for at skifte. Det er jo pisse ærgerligt nu, hvor der står en stor rep forude. Spørgsmålet hænger stadig i luften – hvorfor satte den en krank til lige pludselig???
Når nu jeg skal ha lidt modgang med motorcyklen, så kunne det jo være fedt, hvis jeg om ikke andet kunne holde mig så skarp som muligt på de udfordringer jeg møder i Brasilien. Desværre er sne og atter fucking sne ikke en del af Endurocross konceptet :)
Som nogen husker, slog jeg min skulder ved det sammenstød i USA, kort inden hjemrejse. Den forstuvede og lavede et ledskred. Jeg holdt 2 ugers pause, og fik 3 behandlinger af denne mand. Frede Jensen, 85 år gammel, og verdensmester i skader. Kendt over hele landet og jeg gruer for den dag han stopper med at rette folk ud i hans kælder. Pointen er, at efter 2 ugers pause, kunne jeg køre igen og det gik udemærket. Ved siden af en smule køretræning i ny og næ når man ikke blev blæst væk og frosset ihjel, så træner jeg en masse mave/ryg og spinning hold i kondicentret samt almindelige løbeture i vores vejlensiske skove. For 4 dage siden tænkte jeg at det var på tide at træne lidt overkrop igen, så jeg forsøgte mig med en spandfuld kropshævninger og armstrækkere. Ingen problemer der, ingen smerte – før næste dag. Og næste igen. Og igår samt lidt idag. Så ud til Frede igen og fik lige tjekket op på min situation, og fik i samme omgang justeret lænden som sendte lidt stråler ud i hofteområdet samt en tommeltot jeg vrikkede bagover for et års tid siden, som lige fik et ordentlig tryk den forkerte vej i lørdags igen. Skulderen gør langt fra storondt, men dog nok til at jeg ikke kan sove ordentligt og jeg kan ret så godt li at sove ordentligt! Men nu kører jeg til Brande og ser hvordan det går. Vejret er super godt, solen skinner og jeg har en GasGas i bilen som heldigvis sparker røv :)