Der var ikke det jeg hellere ville end have gennemført KOM idag. Men desværre var der et par forhindringer på vejen.
Det starter godt ca. side om side med Jarvis (så vidt jeg husker) og lader ham få et lille forspring… ;) Kører dernæst parløb med Bryan Roper (ny mand i McPfluger teamet) og det hele går fornuftigt. Topfart henover ørkenen og teknisk fornuftige gennemkørsler i de svære sten sektioner. Min lænd driller dog, jeg kan mærke mærkelige stråler ned igennem højre røvballe som arbejder ned i låret og jeg fornemmer en tidlig krampe session, som heldigvis udeblev. Efter ca. halvanden time kan jeg mærke mit bagdæk flappe og råber meget højt op i himlen. Lorte moussen er kollapset og ligger i små dele på sporet bag mig. På det tidspunkt lå jeg et sted omkring top 10 og gik fra at være kæmpe glad til at være kæmpe sur. Så jeg venter på at de næste kørere kommer, og efter ca. 45 minutter (hvor jeg bl.a. brugte tiden på at lappe mit næsten-utætte koblingsdæksel med noget tyggegummi pasta og indstille reklusen) hvor jeg kun så ca. 10 kørere komme forbi, og ingen havde selvfølgelig en slange, dækjern og pumpe med. Faktisk havde gut #14 dækjern med som jeg fik, så var jeg da ligesom igang :) Alabama-Adam stopper og han er fucking træt af det hele. Han kører normalt kun MX og havde ingen rygsæk eller noget som helst med – “I just brought meself!”. Han var klar til at pakke sammen. Så efter lidt snak frem og tilbage får jeg handlet med ham. Han får en snack bar og jeg får et lift ned til pitten, som var ca. 10 km. væk (heldigvis!). Det blev en kombo af at jeg måtte løbe ned af de værste sandbakker og hoppe fra sten til sten ned af de stejleste stenbjerge. Ret komisk og jeg finder på vejen en rulle gaffa tape som jeg napper. Blir samlet op i bunden og vi kører i hvert fald et par km 2 mand igennem udelukkende vuptier på hans 350 KTM. Godt for min homo lænd at sidde bagpå, så meget for at prøve at skåne den.
I pitten starter jagten på en slange, en pumpe og et lift tilbage. Det hele findes, især er et hold ærkeamerikanske ørken rotter er über villige og starter deres 800cc utility ting op og Travis kører mig så tæt på det bjerg jeg løb ned af som muligt. Jeg begynder at trave op af hvad mest af alt virkede som en lodret mur af sand. Oppe på toppen står 3 officials og de ved lige akkurat hvem jeg er og hvad jeg har gang i, sjovt sjovt :) Blir guidet hen imod min cykel og efter en halvtimes blanding af let løb, trav og kravl finder jeg knallerten. Idet jeg skal til at kaste slangen i opdager jeg at jeg ikke fik mig en 27er med i farten. Hold nu kæft hvor dement kan man være. Jeg finder min lille børne papegøje tang frem og kæmper med næb og klør for at få den forbandede møtrik løsnet. Tangen glider bare og jeg ødelægger møtrikken mere og mere. Det lykkedes først da jeg fandt mine største strips frem, og spændte 1 på af gangen, så hårdt som muligt rundt om grebet på tangen, så jeg bare skulle hive ned af. Gentog dette 5 gange med nye strips hver gang, og fik til sidst løsnet op. Af med baghjulet, og nu er john på 56 med ind over. Han er god hold ved montør, og få minutter senere har vi den tilbage på hjulene og jeg flyver ned forbi de 3 officials jeg før mødte på min hike op af bjerget, og de skriger af begejstring. Det smitter af og jeg smiler til op over begge ører. Vi havde jo 10 timer til at gennemføre og jeg havde vel brugt ca. 3-4 timer på det tidspunkt, og var ikke engang halvvejs inde i 1. omgang.
Max 30 minutter senere bliver jeg nødt til at stoppe og rive koblingsskjoldet af igen. Koblingen tager ved konstant og jeg vælter rundt i stenene. Avav. Hvad sker der her – nå for helvede, jeg fik ikke strammet de 2 små 4mm gevindtappe inde i midten ordentligt (rekluse folk, i ved hvad jeg snakker om). Snak om at præstere ringe under pres.
Jeg er videre indenfor 5-10 minutter og det virker igen. Super. Så vælter jeg. Lækkert. Det var en rimelig vammel nedkørsel med tilpas meget afstand mellem stenene, til at man lige skal stejle lidt fra sten til sten, for at undgå at ryge i hullerne. Jeg har pumpet slangen hårdt op i bag så det bid jeg troede jeg havde udeblev, og jeg blir hamret henover styret, ned i stenene på knæ og albuer, får cyklen i røven og hører en “!!!ping!!!” lyd og ved med det samme noget er brækket. Cyklen ligger upside down og i den forkerte retning. Min fmf pibe er bukket, sædet er flosset og mit bremse greb er væk. Af med sædet, hvor mine reservedele ligger, rykker et nyt greb frem og 10 minutter senere er jeg videre.
Tilbage på farten og kommer til en eller andet chokolade sektion, med masser af tilskuere og storskærm. Skulle være noget så svært, men med mit Goldentyre 216X, så stryger jeg op. Og på toppen dør motoren så. WTF. Hmm, ahh… Reservetank. Dobbelt WTF. Jeg skulle bestemt ikke på reserve nu. Indser at det flybenzin (totalt latterligt) jeg nu bliver nødt til at køre på, fordi min mekker gik amok med at hone og bore cylinderen, giver verdens ringeste brændstofsøkonomi. Har ingen erfaring med flygas, så blev dybt chokeret. På toppen af chokolade bjerget farer jeg vild et øjeblik men, hvilket egentligt var helt perfekt, fordi jeg igen kunne se pitten og tænkte jeg måtte hellere køre ned og tanke.
Fortsætter min færd og ca. 45 minutter senere kommer jeg til Remote Pit og havde aldrig klaret det uden at lave en afstikker til riders pit området. Fortsætter glad derud af, har rimeligt flow og er stadig tændt af en flamme for at klare de 2 omgange.
En helikopter følger mig pludselig og jeg nyder godt af dens downwash og får ekstra skøn køling – den overskyede himmel er blevet afløst af den helt blå udgave og det brænder godt. Men er i klar over hvor fedt det er at blive fulgt på klods hold i ca. 5 minutter af et film crew i sådan et piskeris? Den følger mig op og ned af bakke toppe og jeg fyrer max – skal satme se ud som om jeg laver noget hvis det er LIVE!!!
Jeg er top tændt på at bruge alle mine 10 timer og nå mine 2 omgange men fandme om mit kædestyr så ikke falder fra hinanden og slår min kædesamler af (samme kædestyr som vist nok dnfede fred crosset til x-games sidste sommer). I know, total rookie mistake at køre med kædesamler. Til mit forsvar har jeg intet mekanisk haft at gøre med cyklen inden løbet, men jeg burde selvfølgelig have tjekket at douglas nittede kæden sammen, og ikke samlede den med klips. Fedt nok, det sker i en medium svær stenet trial teknisk hillclimb, og jeg må vende skuden og skubbe den ned i bunden igen, hvor der er nogle officials/tilskuere. De har ikke en kædesamler, men heldigvis kommer der en gut forbi som lige havde et led der passede på min – mange tak :) og tilskuerne havde noget godt værktøj, som jeg kunne låne. Jeg har nu taget mit kædestyr helt af, det lader til at gevindet er røget i bagsvingeren, og det kan jeg alligevel ikke fikse. Af med det, i tasken og så videre med en ny-opstrammet kæde. Er meget påpasselig og når til mål på 1. omgang og opdager at min højre fodhviler var halvvejs brækket af. På det tidspunkt var der vist ca. 3 timer tilbage. Ville pisse gerne ha taget en omgang til, men uden kædestyr, en rekluse der gør at cyklen bare larmer i fuld-hane mode i stedet for at accellere, alt det uheld jeg har haft osv osv, så kalder jeg det en dag. Betragter min dag mere som et triathlon med alt det parkørsel og løb i bjergene :)
Summa sumarum: bedre forberedelse. Angående dækket så var det en fejl at skære i det, og det kan Jarvis tale med om. Hans cykel stod på fælget, da han krydsede mållinien. Cody kørte på en almindeligt enduro dæk og mousse, og hans var også halvvejs af. Taylors dæk var HELT væk på midten, så det er altså svært at finde den rigtige kombo af godt til ørken ræs og trial teknisk kørsel.
Angående reklusen, så skulle den have været kørt mere til, men min cykel blev først klar torsdag aften kl. 22 og jeg havde 10 timer ned til løbet fredag og om lørdagen var det for sent at lave hårde test på den. Ville jo ikke risikere at brænde for meget energi af, så det blev bare en times kørsel hvor jeg clearede den sværeste sektion som bl.a. indeholdt en væmmelig væg. Set i bagspejlet (det er sgu let), så skulle jeg have presset cyklen om lørdagen og set hvordan reklusen reagerede på varmen.
Angående kæden – altid nitte den sammen og hav et ekstra led med dig. Det plejer jeg at have, men har ikke haft tankerne det rigtige sted i forberedelserne åbenbart.
Brækket greb og fodhviler – shit happens.
Jeg håber inderligt at jeg kan køre løbet igen næste år. Det var uden sammenligning det fedeste spor jeg nogensinde har kørt på – jeg er helt pjattet med de sten. Det med at knalde den af henover de der helt golde flade ørkensletter er også bare for fedt :) Lyder kedeligt, men det er ret episk at ligge vandret henover cyklen side om side med de andre. De svære sektioner var ikke så svære igen, man skulle bare lige se dem an og tage sig tid.
Arrangørerne var super flinke og professionelle, absolut et verdens klasse event. Kan varmt anbefales, men rejsen er lang herover og uden den støtte jeg får af min sponsor, så var det nok aldrig lykkedes. Hvilket alt sammen fører tilbage til dorthe og johnny som tændte den amerikanske drøm for mig i 2010, tak til jer for at starte det hele op. Sjovt som dem der har mindst nogle gange er dem der giver mest – hvilket er lige i ekstreme enduro ånden.
Fra mit første Erzberg i 2008 til idag har jeg mødt så mange mennesker og har utroligt mange venner i de her kredse efterhånden. Det er virkelig blevet en livsstil som bliver svær at lægge på hylden, hvis jeg nogensinde skal det. Det skal jeg vel. Elsker ganske enkelt at mødes med de her drenge og bare leve i vores lille osteklokke. Det er så ukompliceret og perfekt. Alle elsker bare at køre knallert og vi deler alle passionen for at kæmpe, bøvle, bryde sammen, få tæsk og komme videre.
Det er sgu sengetid. Vi har fået nogle ribben og par øl her til aften. Jack og Rihanna (kæresten) har indtaget motelværelsets gulv og douglas ligger og snorker mig ind i øret. Han er rock n roll i aften. Det sidste jeg så ham gøre var at tyller en bajer – godnat :)