Forsiden af Motorbladet for første gang… Artiklen der tilhører billedet, kommer her, til alle jer der ikke har licens i DMU og derved får Motorbladet tilsendt:
”Hej Peter, det er Dorte, kunne du tænke dig at køre Snowshoe GNCC i USA? Jeg har forbindelser og Johnny og jeg vil gerne sponsorere din tur”.
Dorte og Johnny mener hvad de siger, og siger hvad de mener. Igennem flere år har de to privatpersoner støttet op om sporten og min passion for den. Og da Dorte ringede, var budskabet enkelt: Jeg skulle køre imod de bedste amerikanske offroad kørere i den prestigefyldte GNCC Serie, Grand National Cross Country. SEJT og for evigt tak – I har givet mig en oplevelse for livet!
GNCC er en serie ligesom det danske Enduro. Man kører 3 timer og den der kører flest omgange får den største pokal. Den afdeling, som jeg skulle deltage i, hed Snowshoe. Snowshoe er om vinteren et skisportsområde og om sommeren et mountainbike, vandre og golf himmerrige, og så lige denne ene gang om året, designes der en suveræn motorbane. Uha, jeg havde virkelig noget at glæde mig til.
USA har bare dét der over sig. Det storslåede, det mystiske, det ”make-it-or-break-it”. Man siger at ”size doesnt matter”, men det gør det sgu. USA er bare super-size, fascinerende og interessant. Som forsangeren af Rammstein brøler, ”We all live in America!!!”
Glæden over muligheden fik ingen ende – især fordi jeg i 2008 cruisede rundt i Californien på en svedig Fatboy Harley Davidson, og mit hjerte bogstaveligt talt knuste da jeg forlod solskinsstaten. Et gensyn med Amerika, dog i det modsatte hjørne, var meget velkomment.
Vi spoler lige tilbage til hvordan Dorte fik kontakt til USA… I 2008 var Dorte vært for en venskabelig landskamp mellem Danmark og Sverige på egen matrikel i det vestsjællandske. Svensken havde et es i ærmet, i kraft af en ung amerikansk udvekslingsstudent, med rødder i GNCC serien. Han hed Charkie Huegel og han dominerede landskampen. Dorte havde mange gange fortalt mig om denne Charkies evner på motorcykel, og nu tog hun action.
Vi blev sat sammen på Facebook og Charkies beskeder var overvældende:
” Hey Peter! I have been here at work watching your videos. Good stuff… June 26th is the snowshoe GNCC. I think you will like it because it is at a ski resort, therefore it is mountains and rocks… I have a YZ250 that you can ride and you can stay in my living room. I work at a bike store so we can buy stuff for cheap…. the race entry is $65, plus $50 to rent a transponder, plus $40 for the USA license…. If you want to stay for a week before or after the race, you can use my van and bike while I am at work.
-Charkie”
Det var lidt ligesom at vinde i Lotto. Ikke nok med at turen over blev sponsoreret, men jeg havde også et tag over hovedet, en motorcykel og et lift til løbet.
Alting var linet op for mig. Lige fra opsamling i Pittsburgh Lufthavn til træning i det fineste terræn. Charkies far var en super vært, selvom kælderen og køjesengen lige var fugtig og gusten nok. Men hva skidt – jeg var bare glad for at være der.
Inden vi drog af sted mod staten West Virginia og Snowshoe GNCC, oplevede jeg lidt af hvert i og omkring Oil City. Bl.a. at 3 drenge på en Pizza Bar inviterede mig ud og køre lidt Enduro på min første dag. Oil City er det sted, hvor amerikanerne i 1850 fandt olie for første gang. Af den grund er der olie-rør mange steder i naturen, hvilket jeg kom til at føle på egen krop, da jeg kørte ind i en af dem. Ligesom en våd træstamme på tværs, så er det meget vigtigt at man ikke kører skråt på. Det var præcis hvad jeg gjorde og fik derfor en fin flyvetur ud af det.
Charlie havde linet 2 hold andre venner op til mig, som på min 2. og 3. dag ville vise mig rundt i nogle super fede områder. Helt fantastisk og jeg fik kørt en masse, talt meget med de gode gutter og virkelig nydt livet. Helt vidunderligt og Yamaha 250eren sparkede røv. Efter 3. Dags offroad, smed vi os i græsset, knappede et par pilsnere op og spiste kød. Hvor macho kan man lige være!? Livet er skønt og som Chuck Taylor gentagne gange sagde ”Yeah, America is a great country, isnt it?”
Allerede inden løbet havde jeg faktisk fået oplevelser nok. Alle var så venlige og det er svært at beskrive følelserne der følger med på sådan en rejse. Hvad var den største oplevelse? Venligheden må være den vigtigste beskrivelse. Sjældent har jeg oplevet større venlighed. Jeg bliver ydmyg og perspektiverende, hvilket er en af de største gaver ved at rejse. Verden er stor og der er mange måder at leve livet på, og den største øjenåbner er at tage langt væk hjemmefra.
På rekordtid havde jeg lært 20-30 mennesker at kende, som alle synes det var det vildeste at jeg kom fra Danmark for at køre GNCC. Vi kom alle godt ud af det sammen og sammen med Clarion Cycles’ chefer, kørte jeg af sted mod West Virginia, ca. 5,5 time fra Oil City. Jeg slumrede på bagsædet af den gigantiske 7 liters GMC, men glædede mig over at jeg bare en dag fik nøglerne til Charlies 4,7 liters RAM og kunne se ”min” crosser på ladet. Så bliver det ikke mere amerikansk.
Vi kom tids nok til Snowshoe til at se ATV løbet om lørdagen. Inde i skoven var der gigantiske mudderhuller – store nok til at få Grand National ved Finderup Øvelsesterræn til at ligne små vandpytter. Sjovest af det hele må være de mange plakatstive tilskuerne, som kastede sig ud fra træer for at lave maveplaskere i mudderhullerne. Plus der gik selvfølgelig sport i at få de pæneste piger smurt ind!
Dagen efter var det min tur, og inden starten kunne gå, sad vi alle med hånden på brystet og lyttede til den amerikanske nationalsang. Rigtig smukt og det var sjovt at se hvordan far og søn forskellige steder ved startlinien oprigtigt holdt om hinanden og ønskede held og lykke.
Deltagerne blev sendt af sted 6 mand af gangen. Jeg holdt min fart under hele løbet, sad kun fast nogle få gange og måtte vende om et par gange på nogle af bakkerne for at prøve igen. Lidt krampe til sidst, men ellers okay. Banen var teknisk svær mange steder, men også fuld skrald andre. Dog stort set aldrig lige ud – det var jo et skisportsområde vi kørte i. 10 minutter inden målstregen overhalede jeg Charkie, som stod og bøvlede på en svær sten-sektion. Det var den overhaling der fik mig ind i top 10 og på en samlet 29. plads i generalklassementet. Rigtig flot mente flere og lidt sjovt at det lige var Charkie jeg skulle nappe til sidst. Manden der åbnede døren til sin fars hus, og manden som jeg kun mødte på løbsdagen – og så slog jeg ham med få minutter.
Efter løbet skrev Charkie en super flot artikel om mig til et blad kaldet ”Offroad Junkies” hvor han beskriver mig, mit ophold og folks opfattelse af mig. Der kom også et interview på ”digitaloffroad.com”.
Panik før lukketid er ikke uvant for mig. Og netop derfor er jeg ikke panisk – jeg har jo prøvet at være mig i nogle år efterhånden :-)
I aften sad jeg og spiste med mine forældre, og det gik således…
Forældre: “Hvornår skal du afsted i morgen tidlig?”
Mig: “Har ikke lige tjekket togplanen endnu”.
Forældre: “Hvor lang er rejsen?”
Mig: “Nok omkring 16-17 timer…”
Forældre: “Hvor skal du sove henne første nat?”
Mig: “Godt spørgsmål, mine amerikanske forbindelser har ikke svaret på mine emails de sidste 3 dage!”
Forældre: “Hvad skal du derovre?”
Mig: “Ved det ikke helt… Noget med at skabe nogle kontakter, få en X-Games knallert-aftale i hus, måske køre lidt Endurocross”
Forældre: “Så har du vel pakket og er klar”
Mig: “Er slet ikke begyndt :-) ”
Kort efter så jeg en besked fra Grant Wheeler (Sydafrikaner, som jeg mødte i Rumænien sidste år… han arbejder for Throttle Entertainment) og han gav grønt lys for at jeg kunne surfe hans sofa i LA. PERFEKT!!!
Dernæst loggede jeg ind på Skype og ringede Ryan Cepek op (ham der ville stille en Honda til rådighed for mig) og han tog den sgu! Han lød som ens bedste ven lyder, hvis man ikke har talt sammen længe og bare virkelig gerne vil sludre! Han var åben overfor det meste, og sådan lige umiddelbart tror jeg at jeg ender med at mødes med ham om et par dage, træne og teste lidt på Hondaen og så kører vi sammen til Vegas torsdag og gør klar fredag morgen til en hurtig snurretur på banen. Jeg har fået et lille vindue åbnet for at jeg kan prøve banen fredag morgen, og det er den chance jeg går efter. Det ville være KONGE at få lov til at prøve banen. Især før Taddy…… :-) At jeg så ikke skal køre med i løbet, er en anden ting… Men bare at prøve banen og forhåbentligt køre stærkt. Jeg har lige tegnet et dyr forsikring, så den skal bare ha fuld smadder ;-)
Nå, alt det og meget mere ved jeg alt muligt mere om når det er overstået.
Jeg går ud fra at de også har internet i Kamerika – det betyder med andre ord, at jeg i tide og utide vil blogge lidt fra mine sko.
PS: Hold jer ikke tilbage med skide gode ideer til sponsorer på mig til X-Games. Husk der er hundredtusindvis af seere verden over…. Skidtet sendes LIVE på Speed, Motors, Eurosport, ESPN osv….. Lige pt. er den største ide, serveret af Lars Sørensen, at jeg skal have LEGO til at sponsorere en motorcykel, plastre den synd og sammen i LEGO-klods-look-alike klistermærker og designe en LEGO-mand dragt til mig. Om jeg så kører stærkt eller ej, kan være lige meget, for når LEGO manden skralder henover træstammerne, så tror jeg nok fokus rettes mod klodserne… Skide god ide og jeg har sendt en mail til LEGO og forventer det helt store samarbejde. LEGO = DANSK. PW = DANSK og LEGO er tilmed repræsenteret i Californien… Det hænger sgu da sammen :-)
Peace, over and out – jeg skal ud og blaffe i morgen tidlig ;-)