At sætte ord på skønheden i de karpanske bjerge i transsylvanien forekommer mig så svært, at jeg blot lader det her billede stå. Gid jeg havde flere gode at dele med jer, måske de kommer.
Jeg tøffer afsted på en Husaberg 390 og jeg har bandet den langt længere væk end hvor jeg selv kommer fra. Den er tung, trækker åndssvagt og alt for høj. Ned af de slemme sektioner styrter jeg gang på gang, slår mig og slår cyklen. Bander som en havnearbejder og sparker og slår som et æsel store huller i luften. Helvede og patter!!!
Men lidt med lidt bliver det bedre, og den er nu ved at være sjov at køre på. De fleste af mine frustrationer kom igår, da jeg kørte på et slidt bagdæk. I dag, med dugfriske knopper i bagerste afdeling, går alting meget bedre. Hvad cyklen til gengæld er fantastisk til, er wheelies. Tror sjældent de rumænske landmænd har set en motorcykel køre så meget på 1 hjul af gangen.
Jeg har den seneste måneds tid haft begyndende bøvl med mine albuer, men håbet det ville gå væk. Det bliver ikke bedre hernede, og jeg håber jeg overlever de her 3 uger og de næste par måneder med shows, så skal den betændelse ud af systemet – og det kommer det vist kun ved at slappe max af (dvs. jeg stadig kan løbe og bøje maven), men ikke tæske afsted på en knoldhopper og strække armene.
Sidste bemærkning: Alle der ikke har set det rumænske landskab fra en højderyg dybt inde i den fabelagtige natur, snyder sig for en af livets allerstørste naturoplevelser. Alle der er her første, anden, tredje eller 117. gang falder stadig lige meget bagover i mundlammelse når man når den ene højderyg efter den anden, ser de små bondehuse, indhegninger, fritgående køer, heste, grise, høns og alskens andre kreaturer. Kom så ind i kampen alle jer der ved hvor gas, speeder og kobling sidder på 2 hjul. Paradis venter på jer……. ;-)