I en sæson bestående af 6 afdelinger, havde jeg inden finalen fået noteret mig for 4 førstepladser og en enkelt andenplads – samlet føring på 13 point til Thomas Ejlersen, sidste års Enduro Champ.
På startskuddet sprang jeg op på jernhesten og lossede den igang, og kom helt alene op til første sving. Et minut inde i løbet, kiggede jeg mig over skulderen, og kunne konstatere selskab fra to vilde cross-drenge og hr. Ejlersen. De smuttede forbi alle 3 og jeg hang i hjulet af dem indtil vi nåede skoven, og der fik jeg god tid til at studere konkurrenterne bagfra. Thomas lavede en kørefejl, væltede og spærrede det en-vejs spor der var. Jeg forsøgte at komme udenom ham på en kreativ måde, men endte værre stillet end udgangspunktet. Så Thomas og de 2 andre stak af, men jeg fangede dem igen, pånær den førende friske fyr på en TM 450er. Jeg holdt øje med ham på sporet og kunne se at hver gang jeg kom ud af skoven havde jeg hentet på ham – klart nok, for i skoven er jeg ninja!
Efter 1 time blev vi vinket ud med beskeden om at nogle transpondere (tidstagningssystemet) svigtede, og derfor blev alle ikke registreret. Og jeg førte i øvrigt, så ham på TMen må være røget i jorden – hvilket han også var med et ordentligt skrald. Krøllet motorcykel men uskadt chauffør. Så vi fik et kvarters pause, og så startede løbet igen, med ca. 45 min tilbage. Jeg tog igen starten og lagde mig igen i spidsen. Lidt ærgerlig over at miste mit forspring fra “1. heat” på 10 min. ned til Thomas, lykkedes det mig alligevel i anden omgang at lave et seriøst hul til ham, og jeg kørte uden problemer sejren i hus. Ingen styrt, ingen motorproblemer… GasGasen styrede og trak perfekt og jeg har svært ved at se at der findes bedre motorcykler derude.
Guldmedalje om halsen, og det var så den 4. indtil videre. Måske det bliver til endnu en i år, når DMUs Enduro mesterskab afsluttes d. 28. november i Sorø – som jeg fører.