Det regnede hårdt hele morgenen og banen lå mange steder dækket af store vandpytter, dyb mudder og lange fyldte spor.
Løbet skulle vare 2 timer plus en ekstra omgang. En omgang var idag 10.2 km og tog mig ca. 21 minutter om at gennemkøre, hvilket gjorde mig til hurtigste mand på dagen.
Min taktik til enduroløbene er stort set den samme hver gang. Et jævnt og afpasset tempo til at starte med og efter at have set konkurrenterne og banen an, forsøger jeg efter1-2 omgange at skrue op for intensiteten og slippe væk fra de andre. Idag var præcis den historie, udover jeg ikke kunne holde tempoet ud i toppen af feltet til at starte med, så jeg stak hurtigere af end sædvanligt. Det var rigtig rigtig rigtig mudret og mange kørere døjede med at vælge de rigtige spor. Jeg synes det gik godt for mig og jeg lavede et hul ned til 2eren på ca. 10-15 minutter hen imod slutningen af løbet. Da jeg kørte ud på min sidste omgang, var jeg jeg overbevist om at jeg havde rigelig benzin i tanken til at nå i mål. Jeg tog fejl. Få minutter efter at have påbegyndt den sidste våde omgang måtte jeg slå over på reserve. Det betød at jeg aldrig ville nå i mål, da jeg stadig manglede ca. 20 min. Tilfældigvis stod mine 2 hjælpere på dagen ved siden af banen idet jeg opdagede at benzinen var sluppet op. Jeg fik dem til at løbe tilbage til pitten og hente benzindunken mens jeg ventede ved motorcyklen og ærgrede mig over at inden længe ville mine konkurrenter nok køre forbi mig. Da de kom tilbage med dunken, fik fyldt på og sendt mig afsted var jeg stadig langt foran. Jeg kørte sikkert i mål og fik stor ros og klapsalver for min sikre kørsel. Folk kunne kun undre sig over hvorfor det så så let ud for mig. Jeg kan kun sige en ting: Trial. Alle der ikke tror på hvad Trial gør ved ens grundteknik, er godt naive.
Desværre viste det sig at jeg ikke måtte få benzin på uden for sporet. Selvom jeg spildte en masse minutter på at holde så langt fra pitten og vente på at mine kammerater løb frem og tilbage, besluttede løbsledelsen alligevel at diskvalificere mig. Fejlen var selvfølgelig min, så jeg var lidt ærgerlig over situationen, som jeg selv havde bragt mig i. Men synes det var groft at blive disket. En tidsstraf havde været mere fair. Heldigvis kørte jeg ikke årets første Enduro Mesterskabs afdeling, så jeg kørte ikke for det samlede resultat. Derfor var nederlaget til at bære. Havde jeg derimod tabt DM’et på det, så havde situationen været en hel anden. Men en regel er en regel, og der er ingen undtagelser.
Hvorom alt er, så var det et sjovt løb. Det var rigtig svært, glat og tungt. Jeg er bare glad for at jeg kom først i mål, selvom jeg måtte holde og vente på benzin langt fra pitten, i løbet der varede 2 timer og 40 minutter, havde den hurtigste omgang samt overhalede langt de fleste med en eller flere omgange.
Glæder mig til næste års Enduro Mesterskab – der varsles om 5-6 afdelinger, så er standarden ved at være der igen.