Hejsa :)
Håber I nyder sommeren på bedste vis…
Okay… Her er historien… For 4 uger og 2 dage siden brækkede det her kraveben. Motocross uheld. Lægerne snakker frem og tilbage, de øffer om operation og operation ikke. Kan ikke helt beslutte sig, men ender med ikke at operere mig, fordi kravebenet har den RIGTIGE længde. Plus der er nogle risici ved at operere og der er masser af kravebens brud som vokser fint sammen af sig selv. Selvom det ligger lidt hulter til bulter…
Mens jeg ligger på hospitalet, undersøger jeg alt hvad jeg kan om kravebensbrud. Får at vide fra en gammel cross kammerat (Simon Wulff, Grenå), at jeg skal sørge for at få en 8-tals slynge, selvom sygehusene ikke er meget for at udlevere dem længere. Ganske rigtigt, det var ikke deres første forslag, men jeg får en klemt ud af dem alligevel. Sover med den på sygehuset.
Efter en heftig diskussion med lægen, får jeg BESKEDEN fra hospitalet at jeg ikke behøvede hverken den ene eller anden slynge. Det var op til mig. Jeg vælger at gå med 8-tals slyngen de første 3-4 dage og dernæst slyngen en uges tid.
Det er gået fremad dag for dag, men så i mandags kunne jeg for første gang se knoglen igennem huden og kunne ligeledes mærke at der var seriøs afstand imellem knoglestykkerne. Så jeg ringer til Vejle sygehus og får lavet en fremrykning af røntgen kontrollen. Jeg kommer til dagen efter og får skudt billederne, som jeg så lige har modtaget idag. Desværre var de ikke ankommet med posten før jeg tog med min storebror ud til vores 85-årige og højt-respekterede-af-alle-læger-i-danmark Frede Jensen i Bindeballe. Han har “lavet mig” stakkevis af gange. Den mand er fantastisk og min verden falder sammen, den dag han ikke kan mere. Men pointen er… Frede tager fingermål og siger at knoglen er 1.5 cm kortere og jeg burde have haft 8-talsslyngen på i meget længere tid.
Så i morgen 1330 tager jeg tilbage til Frede Jensen og viser ham røntgen billederne og hans ord bliver det endelige.
Summa sumarum er at det føles som om at kravebenet har rokket sig, men jeg synes ikke billederne ser anderledes ud end de første jeg så i Odense. Måske det bare er det faktum at hævelsen har lagt sig, og jeg nu kan se knoglestrukturen, der gør at jeg tror at det har rykket sig. Jeg er i hvert fald stadig frustreret og i tvivl om hvad der skal ske… Er jeg ude i en operation alligevel?
Det fylder naturligvis en del lige for tiden, men forsøger også at være konstruktiv på andre punkter. Bl.a. bruger jeg en del energi på at lave forskellige modeller på EnduroCross Events i Danmark.
Det positive ved at blive skadet er at jeg tvinger mig selv til at lave noget andet end det jeg plejer. Det er bl.a. at grave dybere ned i mine muligheder og interesse for at tage en 2-årig kort videregående uddannelse, med speciale i Sport og Events.