This article is from march 12th 2015. I wrote it for another purpose and coincidentally came across it today, while cleaning up my external hard drives.
Sorry it’s only in danish right now :-)
Latinamerikansk Eventyr
Jeg bliver selv nogle gange lidt forvirret når jeg prøver at fortælle folk hvad jeg laver, hvordan jeg er endt hvor jeg er og hvor jeg skal hen næste gang. Min gode trial ven Ole K (hvis din motor går i stå), spurgte mig for nyligt om jeg kunne lave et lille skriv til hans hjemmeside. Så tak til Ole for utrolig mange ting igennem de år jeg har kendt ham og især for at tage initiativ til denne lille historie. Hold godt fast :-)
Februar – Maj 2014
Historier skal jo starte et sted, og denne her starter i USA. I februar 2014 var jeg i USA for at deltage i det herrens “King Of Motos”, som er et af de få Hard Enduro løb på den vestlige side af Atlanten. Løbet, som udspiller sig i den californiske ørken, gik mig godt og kun 9 mand kom i mål før mig, hvilket var noget bedre end året forinden, hvor det ene uheld efter det andet ramlede ned over mig. Jeg boede hos min danske San Diego-bosiddende ven Remus Haupt og hans familie og kørte løbet på hans lækre nye KTM. Tak for lån og for al hjælpen Remus :-)
Efter løbet havde jeg sammen med min gamle folkeskole kammerat Patrick Spanfelner (som nogle måske husker fra C-klassen i 2009-2010) aftalt at rejse ned og besøge ham i Cali, Colombia for at hjælpe ham og en anden dansker (Mikkel ”Motolombia” Thomsen) med at planlægge offroad turist-ture i bjergene. Desværre blev dette samarbejde mellem Patrick og Mikkel opløst før det overhovedet begyndte, og min billet var jo købt, så jeg havde pludselig 5 uger til at lære salsa, spansk og kaffekultur. Man siger at når en dør lukkes, så åbnes en anden – men det er jo op til en selv, at finde den dør nogle gange. Døren jeg åbnede indeholdt en masse sjove oplevelser. Bl.a. fik jeg trådt en masse tøser over tæerne i mit forsøg på at danse salsa, fyret en masse skraldespansk af samt drukket den ene skuffende kop kaffe efter den anden. Colombia er en af verdens største kaffeeksportører, men det er åbenbart ikke lig med lækker kaffe – hvis du spørger mig. Lækker kaffesmag er jo relativ, men kommer altså i måden bønnerne ristes på, og det er europæere åbenbart eksperter i.
Hvorom al snak om kaffe og salsa er, så bor Patrick altså stadig i Cali med sin Colombianske kæreste Yessika og sammen har de den ualmindeligt søde lille datter Perla og pt. er de i Danmark for at føde Perlas lillesøster.
I Cali mødte jeg en masse Enduro drenge og fik sågar kørt et par ræserløb på lånt udstyr. Det gik også godt og tror jeg kunne have vundet et par løb hvis jeg fx ikke havde punkteret og haft en lidt bedre cykel. Faktum er at de 5 uger i Cali blev til 2.5 måned og jeg kom meget tæt på en sponsoraftale. Desværre som det har vist sig mange gange siden, har latinamerikanere ofte de bedste intentioner, men de ringeste handleevner. En god tid gået, kommer sjældent dårligt igen og jeg nød bestemt at opleve lidt af den tilværelse, som er Patricks hverdag. Og derudover fik jeg en god ven ved navn Camilo Merizalde, som både kører Enduro og er en stor kaffeeksportør. Verden er lille nogle gange da det viste sig at han boede på Jakob Gade Hotellet i Vejle ByPark i September 2013 og i øvrigt så udmærket kender vores vejlensiske kammerat Rasmus Gamrath, som er Danmarks bedste Barista, og køber kaffe fra Camilo i Cali. Sjovt :-)
Juni – Juli 2014
Efter en spændende periode i Colombia, gik der en tid med shows i Danmark, inden jeg for fjerde år i træk rejste til Rumænien for at hjælpe med løbet og Red Bull Romaniacs. Undervejs i Rumænien fik jeg den ide at jeg ville køre løbet ”Ukupacha Extreme” i Ecuador (Colombias sydlige naboland) i November, så derfor skrev jeg en mail til Camilo, da jeg vidste at han havde kørt Ukupacha førhen. Camilo kendte ejeren, Sebastian Cisneros, og vidste også at Ukupachas hovedsponsor, KTM importøren i Ecuador Wilson Malo, var i Rumænien for at køre Romaniacs.
Dagen efter sad jeg så ansigt til ansigt med Wilson og spiste aftensmad mens vi drøftede nogle muligheder. Vi kom frem til at jeg egentligt helst ville hjælpe Sebastian med løbs planlægningen og sådan blev det så. Sebastian brækkede for nyligt halebenet, så jeg kom ham mildest talt til undsætning med min perfekte men fuldstændige tilfældige timing.
September-December 2014
Efter Rumænien var der lidt flere shows i Danmark og jeg deltog i Battle Of Vikings i Sverige. Udgik desværre med ødelagt udstødning. Ret hurtigt nærmede afrejsedatoen i September sig og jeg gjorde mig fri af faste udgifter inden jeg steg om bord i Billund Lufthavn.
I Ecuador flyttede jeg ind i Sebastians hus i hovedstaden Quito, hvor han havde 3 kammerat boende, og nu også mig + 3 hunde og 3 hushjælpere – gud forbyde at han selv skulle koge et æg eller vaske underbukser J Der var liv og glade dage, vi spiste ude og ofte, trænede en masse og hyggede os bl.a. med biografture. Svært at bevare pessimismen.
Vi gav den dog også gas med løbsplanlægningen og efter 2 måneder, havde jeg noteret ca. 150 timer på forskellige Enduro cykler. Det er vist nok mere end de fleste kører på 1 helt år. I løbet af de 2 måneder jeg fik til at hjælpe med løbet, trak Sebastian sig mere og mere ud af det fysiske arbejde, pga. ondt her og der og alle vegne. Så jeg stod til sidst med det overvejende ansvar for sporet og de logistiske planer for de utallige hjælpere og involverede. Sebastian var meget positivt overrasket over min hjælp da han hverken troede jeg var særlig god til at køre motorcykel eller havde al den erfaring med mig.
Vi fik til sammen planlagt en 105 km lang rute som gradvist blev sværere og sværere, hvor man alt efter dygtighed og fysik kunne nå en bronze, sølv eller guld målstreg. Kun 4 nåede Guld målstregen indenfor de tilladte 10 timer og jeg må i bagspejlet erkende at jeg lavede sporet lidt for svært til allersidst. Jeg går generelt ikke ind for at lave spor som jeg ikke selv kan køre, og jeg havde netop derfor kørt alle sektioner flere gange. Desværre ikke i et langt hug, da det ville kræve en masse forberedelse i form af benzin poster og tiden løb fra os. Derudover var jeg oprigtigt nervøs for at sporet var blevet for nemt, men de sidste 2 bakker var virkelig dræbende.
Løbet startede i en grøn og frodig natur men sluttede på et goldt og sandet bjerg. Under al løbsplanlægningen havde vi enormt meget regn, men lige de sidste 3 dage inden løbet, var der skyfri himmel. Det gjorde åbenbart at det sidste sandbjerg tørrede så meget ud, at kørerne stort set bare gravede sig ned, hvilket jeg naturligvis var ærgerlig over ikke at have taget højde for. Det betød bl.a. at min gode ven Klaus Sørensen, som arbejder fuldtid for Romaniacs, måtte se sig slået af vores ”knock-out” tid, 50-100 meter før Check Point 11, løbets sidste checkpoint inden målstregen. Han ville ellers have været mand nummer 5 i mål.
Folk var dog generelt meget tilfredse med løbet og Sebastian var især tilfreds med min indsats og arbejdsmetoder. Så meget at da han blev tilbudt at arrangere et nyt Hard Enduro Event i Mexico, så sagde han at han gerne ville lave projektet, men på den betingelse, at jeg kom med.
December-Januar 2014/2015
I tiden mellem Ukupacha og Mexico nød jeg fritid til at rejse rundt i Ecuador og blev sågar fløjet ud til 2 fjerntliggende byer for at lave weekends træningsskoler.
Fik undervejs set nogle smukke steder og havde en fantastisk tid ved Stillehavet, hvor jeg i den lille hippie landsby Montañita for første gang i mit liv kastede mig over surfing. Man bliver ikke en haj på en uge men jeg lærte at stå op sådan rimelig kontrolleret og da jeg en tidlig morgen slog hovedet hårdt på bunden lærte jeg også at man skal have dyb respekt for vandets uhyggelige kræfter.
Jeg var i Montañita sammen med Klaus og min sydafrikanske LA-bosiddende kammerat Grant Wheeler. Grant er filmmand for et selskab i LA, som udelukkende filmer Ekstrem Enduro løb verden over. Grant tog hjem et par dage før os og da Klaus og jeg spiste aftensmad dagen inden vi skulle tilbage til Quito, skrev Patrick i Cali en besked og spurgte hvor jeg var og hvad jeg lavede? Tilfældigvis havde han overvejet at fejre sin 30-års fødselsdag i Montañita sammen med familien, så hvor heldigt var det lige at jeg allerede var der og ikke havde noget bedre at lave end at leje et surfbræt og ”vente” på ham? Hans mor kom hele vejen fra Danmark for at fejre ham og Patrick lejede en stor lækker hytte og bil til os alle sammen og vi hyggede os stort.
Da de drog tilbage til Cali, tog jeg til Quito hvor jeg holdt et par træningsdage og ellers pakkede mit grej og fik taget afsked med de nærmeste. Jeg skulle snart se Patrick og familien igen, da jeg havde aftalt at fejre jul og nytår sammen med dem i Cali og bosatte mig på den måde en god måneds tid hos dem, indtil Mexicanerne fik min nye bopæl gjort klar.
Udover at fejre Patricks fødselsdag, jul og nytår var jeg med til at dele en masse gaver ud til børn på et døve/blinde institut i Cali. Gaverne havde Yessika anskaffet via en af sine forretningsforbindelser og hun havde ydermere sørget for at en anden forretningsforbindelse sponsorerede en 60 kvadratmeter ”øve-lejlighed” til de døve/blinde børn. Her skal de lære at navigere i et køkken, på et toilet, i stuen osv. inden de en dag skal ud og bo for dem selv. Det var en enormt rørende oplevelse at se så mange smil og grin fra børnene, som er så kraftigt udfordret i deres tilværelser. Nogle kunne ikke se, nogle kunne ikke høre og nogle kunne ingen af delene. Alligevel kunne de smile og grine og det gik direkte i tårekanalerne. At give de gaver og bruge lidt tid sammen med dem, snakke med en blind dreng efterfølgende og mærke på mig selv, hvor helt urimeligt heldig jeg har været og er, var utrolig stærkt og inspirerende. At give er i sandhed den største gave der findes, og det er jeg glad for at Patrick og Yessika gav mig en mulighed for at opleve den dag.
Januar – nu 2015
Efter endnu en god tid i simrende varme Cali rejste jeg nordpå til Mexico for at indlogere mig i en lille hyggelig landsby ved navn Zacatlan. Ny cykel, nyt hus, ny opgave, nye mennesker, nye bjerge. Omstillingsparat skal man være for at være i mine sko. Knoklede på fra starten. Meget inspireret af den nye opgave og mission fandt jeg hurtigt en masse fantastiske spor i bjergene og var oven ud lykkelig for at være blevet hevet til Mexico.
Sikke et eventyr og sikke en luksus! Menneskerne i Zacatlan og omegn var super søde, bjergene uendelige og mit arbejde min passion. Det føltes for godt til at være sandt og desværre var det netop også for godt til at være sandt. Desværre aflyste statsguvernøren hele molevitten 2 uger inde i vores ophold og det stod ikke til debat. Vi måtte forlade Zacatlan og til krisemøde i Mexico City. Sebastian besluttede sig for at rejse tilbage til Ecuador mens jeg besluttede mig for at fortsætte eventyret.
Den egentlige grund til at jeg gerne ville fortsætte herovre med et eller andet, var at mit næste projekt var sat til at starte i starten af April i Brasilien. Så tænkte det var bedre at bruge tiden herovre, end på at rejse hjem. Der er trods alt varmere i Mexico end i Danmark :-)
I skrivende stund er jeg 10 dage fra at afholde ”AvandaRocks Hard Enduro” sammen med min kammerat Jesus Zavala. Jeg bor i et lille hus ved siden af hans hus, i det sportslige mekka Valle De Bravo. Vi besluttede os for at slå pjalterne sammen og forsøge at lave Mexicos første Hard Enduro event, nu hvor det oprindelige projekt gik i vasken. Jesus har et kæmpe navn i Mexico og kender Gud og hvermand og jeg har al den nødvendige erfaring for at arrangere det event, som Mexico står og mangler.
Så her er jeg. Vi har nu fået alle de nødvendige stempler, tilladelser og beføjelser i orden, sporet er planlagt, t-shirts’ne er bestilt, præmierne er ved at blive håndlavet, logistik planlægningen for alle hjælperne er printet og ligger klar sort på hvidt, kamerafolkene ved hvor de skal hen og på torsdag skal jeg vise RedBull hvor de skal placere deres oppustelige bannere og buer.
Med den tid vi har haft til rådighed er jeg rimelig tilfreds med det koncept vi leverer. Sporet er 20 km langt og vi har 4 forskellige klasser, som hhv. skal køre 1, 2, 3 eller 4 omgange. Dem der skal køre 4 omgange skal køre den sidste i bulderragende mørke, naturligvis med lys på hjelm og cykel. Det bliver et fedt syn og forhåbentligt en fed oplevelse for deltagerne.
Mexico har for mig vist sig at være et meget mere spændende land end jeg var klar over. Skulle jeg vælge mellem at bo i Ecuador, Colombia eller Mexico så falder valget helt nemt på Mexico. Her er en biodiversitet i naturen som tiltaler mig meget, en meget spændende historie og kultur og så er Mexico mere udviklet end Ecuador og Colombia. Har indtil videre ikke haft tid til at se så mange turist attraktioner, men det historiske centrum af Mexico City og nogle museer er da krydset af listen. Weekenden efter løbet regner jeg med at køre op og se pyramiderne i Teotihuacan og måske kan jeg nå et smut forbi 1 eller 2 steder mere, inden turen går til Belo Horizonte i Brasilien :-)